Politiet efterforsker sammenhæng mellem tre røverier i Odense

Kriminalitet 9. feb 2022 -
This describes the image
Illustration. Ulrik Samsøe Figen
  • På seks dage er der blevet begået tre røverier mod dagligvarebutikker i Odense. En er anholdt, men Fyns Politi efterforsker, om der er mulige medgerningsmænd. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Der bliver længere og længere mellem røverierne mod detailbutikker og servicestationer. Derfor vækker det ekstra opmærksom hos Fyns Politi, at der indenfor en uge er blevet begået tre røverier mod dagligvarebutikker i Odense efter samme fremgangsmåde. Det skriver Fyns Stiftstidende.  

Det første røveri fandt sted onsdag i sidste uge i en Rema 1000 på Anderupvej i Søhus i den nordlige del af byen. Her stak røveren af med 9200 kr. To dage efter fik en 27-årig mand en straksdom på ni måneders fængsel. Her tilstod han, at han havde narkogæld, og at udbyttet allerede var afleveret.  

Trods tilståelsen fortsatte røverierne de følgende dage i Odense.   

Om søndagen forsøgte en røver at få udbytte med fra en Coop 365 i Hjallelse i den sydlige del af byen, men det forhindrede et særligt lukket kassesystem.   

Mandag aften fik en røver et ukendt pengebeløb efter et røveri mod Meny i Korup i det nordvestlige Odense. 

Fyns Politi efterforsker derfor, om røverierne kan være begået af samme personkreds.

- Fremgangsmåden minder om hinanden, og det virker mere som desperate handlinger end planlagt og organiseret, siger Claus Andkjær, efterforskningsleder hos Fyns Politi, til avisen.

Politiet råder butikkerne til at forsætte med at gøre det så svært så muligt at begå røveri.

- Man skal have god videoovervågning, gode udsigtsmuligheder, flere på arbejde samtidigt, begrænsede pengebeløb i kassen, og særlige udbetalingsbegrænsninger for kontanter, lyder rådet fra efterforskningslederen. 

 

  

 

Opdateret 9. feb 2022