Ulovlig cigaretfabrik lukket: Politiet beslaglægger 11 millioner cigaretter
-
Politiet har beslaglagt 11 mio. ulovlige cigaretter og anholdt 13 udlændinge ved en aktion i byen Vamdrup ved Kolding
En ulovlig cigaretfabrik blev tirsdag aften ransaget og lukket af politiet.
På fabrikken, der var placeret i byen Vamdrup ved Kolding, fandt politienheden Særlig Efterforskning Vest (SEV), som håndterer organiseret kriminalitet i Vestdanmark, et lager på godt 11 mio. ulovlige cigaretter, mens i alt 13 mænd - alle fra Polen eller Ukraine - er anholdt og afventer grundlovsforhør onsdag.
Det skriver Østjyllands Politi, som SEV hører til under, i en pressemeddelelse.
Mængden af ulovlige cigaretter svarer til 550.000 almindelige pakker, men ifølge politiet er der nok næppe tale om den samlede produktionsmængde, som er foregået i Vamdrup.
- Ved aktionen blev der beslaglagt cirka 11 millioner cigaretter samt en større mængde professionelt produktionsudstyr. Det er vores opfattelse, at de anholdte gennem en længere periode har produceret adskillige millioner cigaretter på stedet, udtaler vicepolitiinspektør ved SEV Morten Vegger i meddelelsen.
Efterforskningen er sket i samarbejde med Europol, Skattestyrelsen og flere udenlandske politimyndigheder. De anholdte er mellem 32-70 år og sigtes alle for groft smugleri ved blandt andet at have indsmuglet råtobak, der skulle bruges til den ulovlige produktion af cigaretter.