Lukkede butikker gav færre røverier
-
Årets første kvartal gav en nedgang i antallet af røverier mod forretninger og servicestationer, men mange butikker holdt lukket årets første to måneder
Røverikurven er stort set kun gået en vej siden 2009, da mængden af røverier mod forretninger og servicestationer toppede.
Men under corona-pandemien har tallene været mindre entydige, viser et specialtræk fra Rigspolitiets statistik.
I årets første kvartal er der godt nok sket et fald på 17 pct., men hele specialhandlen holdt lukket i årets to første måneder, og størstedelen af butikkerne i storcentrene holdt lukket hele kvartalet. Dertil kommer, at blandt andet servicestationer og convenience-butikker har skruet ned for de åbne timer.
Mange røverier begås i de mørke timer, men det er netop de timer, en del kiosker har skåret ned på, når der ikke har været kunder nok.
Alt i alt har der været en betydelig mindre mulighed for at begå et røveri.
Butikkerne – herunder dagligvarehandlen – var udsat for i alt 83 røverier i årets tre første måneder. I samme periode i 2019 lå tallet på 99.
Servicestationer har oplevet i alt otte røverier på de tre måneder – det er det laveste tal i mere end 10 år, bortset fra i 2016, da tallet også lå på otte. I 1. kvartal 2019 blev der begået 11 røverier mod servicestationerne.
Sidste år steg mængden af røverier med 4 pct., til trods for at specialhandlen havde lukket en del af året – og servicestationer og convenience-butikker havde skruet ned for åbningstiderne.