Stenrig købmandsfond holder flyttedag
Den erhvervsdrivende fond KFI, der hvert år investerer trecifrede millionbeløb i købmændenes kæder, tager nu endnu et skridt i et opgør med sin egen fortid, der har stået på siden et direktør-skifte i sommeren 2012.
Fonden med en egenkapital på ca. 3,4 mia. kr. forlader nu velhaverkvarteret omkring Svanemøllevej på overgangen mellem københavnske Østerbro og Hellerup til fordel for en placering i Lyngby - små 10 km længere mod nordvest.
En flytning har stået på dagsordenen i KFI næsten lige så længe, som Jesper Loiborg har været fondens adm. direktør.
Men først nu er salget af to store ejendomme i Svanemøllevejkvarteret faldet på plads, og et nyt hovedkontor i mere beskedne omgivelser landet.
Fra fredag 3. marts bor KFI i stedet til leje på 1000 kvm. på en etage i et større kontorbyggeri i grønne omgivelser i Lyngby, hvor de praktiske hensyn fylder mere end det imposante.
- Det har vi ventet på i lang tid. Der er dels nogle praktiske fordele i at flytte, men også noget signalmæssigt, siger KFIs adm. direktør Jesper Loiborg.
Ejendomme for 70 mio.
For snart fem år siden afløste Jesper Loiborg KFIs adm. Marcus Choleva, på posten. Choleva stod for en anden ledelsesstil, hvor købmændene nærmest måtte i audiens i de fornemme omgivelser på Svanemøllevej med deres ønsker om støtte af forskellig art.
Det er den stil og det image, som KFI slider for at komme af med - nu også med de nye omgivelser.
- Vi lejer os ind for ikke at binde pengene i et domicil, så pengene kan komme ud og arbejde hos købmændene i stedet for. Vores samlede omkostninger til at bo bliver også lavere end tidligere. Det er fint, og det nye sted er pænt og ordentligt uden at være prangende. Det ville vi gerne, fordi der, hvor vi har boet indtil nu, har været lidt for prangende, siger Jesper Loiborg - og tilføjer hurtigt:
- Men det har været nogle gode investeringer, hvis man ser på, hvad man har købt ejendommene for i sin tid. Nu er to ud af tre KFIejede ejendomme i Svanemølle- kvarteret solgt, og den tredje - og største - til salg.
Jesper Loiborg anslår, at de tre til sammen vil kunne veksles til store renoveringer af en håndfuld Meny-supermarkeder.
- Hvis vi får solgt den sidste ejendom også, vil der blive frigivet i runde tal 70 mio. kr. Lidt afhængigt af omfanget svarer det til modernisering af fire-fem Meny’er, som man kan investere i i stedet for, siger han.