KFI er på vej ud af velhaverkvarteret
Strategi
Fire års opgør med fortiden har nu fået et meget konkret udtryk for de danske købmænds ”støttehjul”, KFI Erhvervsdrivende Fond.
Med udgangen af maj flyttede KFI nemlig ud af sit fornemme domicil gennem mange år i ambassadekvarteret på Svanemøllevej, som begynder på københavnske Østerbro, men hurtigt går over i den rigere nabokommune Hellerup.
Det var lige ovre på den modsatte side af vejen, at eks-prinsesse Alexandra først på året fik megen opmærksomhed om sit salg af et skatteyderfinansieret palæ, der var prissat til 25 mio. kr.
Købmændenes fond, som er kendt for sin store pengetank, har været under forvandling siden et dramatisk topchefskifte i 2012, og næsten lige så længe har der været syslet med tanker om at flytte til mere prunkløse omgivelser et andet sted i Københavnsområdet, hvor effektivitet tæller mere end adressen.
Men helt i mål med den mission er fonden og adm. direktør Jesper Loiborg dog endnu ikke nået.
To ud af tre store KFI-ejede kasser i rigmandskvarteret er ganske vist afhændet, men i første omgang flytter KFI kun få hundrede meter over på den anden side af vejen til det tredje palæ, hvor man samler alle sine ansatte.
For det kniber med at finde det helt rigtige nye kontorhus - trods længere tids eftersøgning.
Slut med købmændenes herre
Alligevel kommer flytningen til at symbolisere endnu et skridt på vejen væk fra en fortid, hvor Jesper Loiborgs mangeårige forgænger på posten, Marcus Choleva, i en bog om købmændenes historie i Danmark fik hæftet betegnelsen ”købmændenes herre” på sig.
- Når man kommer til sådan en stor villa i et ambassadekvarter her, er det lidt, som man i gamle dage skulle stå med hatten i hånden, når man f.eks. skulle låne penge i banken. Men det er fuldstændig forkert. Vi er bare forretningsdrivende, der sælger finansiering og husrum til købmænd. Og det er ikke spor finere end alt muligt andet, siger Jesper Loiborg.
- Vi skal have respekt for, at fonden er en selvejende institution og være påpasselige med vores omkostninger og møde købmændene i øjenhøjde. Derfor nytter det ikke noget, at vi bor for fint eller fancy. Så jeg håber meget, at købmændene vil tage imod den åbne invitation, der er til at banke på døren hos os for at indlede et forretningsmæssigt samarbejde. Det er vi absolut meget klar til, siger han.
Man skulle ellers tro, at KFIs kæmpemæssige pengetank i sig selv ville lokke købmænd til i stort tal, men hvor mange andre væksttiltag lykkes for fonden, kniber det faktisk med at få gang i én satsning: lånepakker rettet mod købmændene.
I bedste traditionelle sælgerstil er KFIs folk nu begyndt at drage ud på landevejene for at opsøge købmændene en for en for at fortælle om de skræddersyede lån og andre former for finansiering, der er på hylden
KFI-topchef Jesper Loiborg er imidlertid bevidst om, at der måske skal meget benarbejde til, før sporene fra gamle dages praksis i fonden er væk.
- Der, hvor vi knokler mest, er nok imagemæssigt. Det tager mange år at opbygge den tillid hos købmændene, der skal til, siger han.
Mere fart på i KFI
Sidste år fik KFI Erhvervsdrivende Fond sit regnskabsmæssigt bedste år længe: Omsætningen voksede for første gang i mange år, og overskuddet blev det højeste siden 2009 med 185 mio. kr. før skat.
I både 2014 og 2015 har KFI investeret knap 400 mio. kr. i bl.a. køb af ejendomme og moderniseringer og helt nye butikker. Det resulterede sidste år i otte helt nye butikker i købmandskæder, og KFI venter at antallet i de kommende år kan blive løftet til op omkring 20 butikker per år.
KFI har også øget sine uddelinger til både købmænd og sektoren som helhed. Det blev til 100 mio. kr. i 16 måneder frem til udgangen af april i år, og nu er der afsat yderligere 100 mio. kr. frem til udgangen af april 2017.