40 nye butikker i støbeskeen - og råd til mere
Vi er kapital-dovne.
Umiddelbart lyder den udmelding fra KFIs adm. direktør Jesper Loiborg ikke positiv, men det er faktisk et udtryk for, at fonden har så mange penge liggende i kassen, at den kan udrette mere for landets købmænd ved at låne noget mere og dermed sætte flere penge i arbejde, så der bliver endnu større midler at støtte købmandssektoren med.
- Når soliditeten er for høj, har man ikke udnyttet sin kapital ordentligt. Vi har en egenkapital på 3,4 mia. kr. og en meget høj soliditet på 62 pct., og vi vil egentlig gerne geare egenkapitalen, fordi vi ikke behøver at have så høj en soliditet. Vi kan godt sænke den til 50 pct., siger Loiborg.
Selv med fondens satsning på at bygge nye butikker for købmændene i et omfang, der næppe er set før, kan man ikke bruge de 1,5 mia. nye låne-kroner op, der ville komme ud af den manøvre.
- Det havde været oplagt, at hvis der var gode butiksprojekter nok på kort eller mellemlang sigt, bare at fylde op med dem. Men selv med så stor en produktion på bedding, som vi har nu med knap 40 mulige nye butiksprojekter, så er det langt fra nok til at komme derhen. Derfor kan vi - i hvert fald midlertidigt - godt fylde op med andre former for typer ejendomme, og vi ser på andre større ejendomme for øjeblikket. Vi gør det for at få pengene ud at arbejde, og fordi det kan give et afkast, så vi kan få et større overskud - som vi så kan dele ud til købmændene, lyder det fra KFIs topchef.
Ny nabo til IBM
Jesper Loiborg nævner velbeliggende kontorejendomme som et godt eksempel på, hvad KFI så kunne tænke sig at investere i. Og et konkret eksempel, der er på vej.
- I Skejby i Aarhus har vi en stor ejendom, der er lejet ud til IBM. Vi har også grunden ved siden af, og der taler vi med en større kendt dansk virksomhed om at lave et domicil til dem. Bygger vi sådan et domicil med en solid lejer med en lang lejekontrakt, er det et godt eksempel på, at vi går ud og investerer i en tier 2-ejendom, siger han.
KFI opererer med begreberne ’tier 1’-ejendomme om butikker i købmændenes kæder - altså den slags, der opfylder fondens overordnede formål. Og ’tier 2’ om dem, der skal skaffe yderligere indtægter.
- Vi hjælper altså købmændene på to fronter: Dels ved at skabe en masse nye butikker og renovere og modernisere andre butikker, dels ved at skaffe så stort et overskud som overhovedet muligt for at kunne dele mere ud til købmændene, siger Loiborg.
Men modsat den første slags butiksejendomme, som KFI holder fast i, er de andre ejendomme til salg, hvis en køber byder højt nok.