Unge kontrolkøbere skaber dårlig arbejdsmiljø for butiksansatte

Kæder 1. aug 2024 -
This describes the image
I juli og august har Sikkerhedsstyrelsen gennemført 816 kontrolbesøg i dagligvarebutikker, kiosker, tankstationer mv. Hver tredje salgssted har ikke overholdt aldersgrænserne for salg af alkohol, tobak og nikotin-produkter.  Foto: Sikkerhedsstyrelsen
  • Sikkerhedsstyrelsens mindreårige kontrollanter skaber et ubehageligt arbejdsmiljø for de ansatte, lyder det fra DSK, Coop og HK Handel

Skrevet af: Søren Tougaard

1. juli trådte en ny forsøgsordning i værk, hvor Sikkerstyrelsen sender mindreårige kontrollanter på gaden i forsøget på at opsnappe butikker, der ikke overholder aldersgrænserne ved salg af alkohol, tobak og nikotinprodukter. 

Foreløbigt er det blevet til 609 kontrolbesøg hos dagligvarebutikker, tankstationer, kiosker mv., hvoraf hver tredje ikke overholder lovgivningen, viser tallene fra Sikkerhedsstyrelsen efter den første måned. 

Den nye ordning med unge kontrollanter har dog også en bagside for de butiksansatte. 

Til DR Nyheder siger adm. direktør i De Samvirkende Købmænd Jannick Nytoft, at organisationen har fået mange henvendelser om, at det skaber et usikkert arbejdsmiljø for de butiksansatte. Det gælder både i butikker, der har overholdt og ikke overholdt aldersgrænserne som er 16 år ved øl og 18 år ved tobak- og nikotinprodukter samt alkohol med en alkoholprocent over 16,5.  

Han fortæller, at det i nogen tilfælde har været nødvendigt at sende medarbejdere hjem eller give dem psykologhjælp. 

- Det har typisk været i situationer, hvor de er blevet taget i at begå fejl. De har været meget kede af det, for butikkerne får jo en stor bøde. Ingen af os ønsker at lave fejl. siger Jannick Nytoft. 

Hos Coop, der driver kæderne SuperBrugsen, Kvickly, 365discount og Brugsen, beretter informationsdirektør Jens Juul Nielsen ligeledes om ubehagelige oplevelser for ansatte, der er påvirket af de mindreårige kontrolkøbere. 

Det gælder især for de unge og mindre erfarne medarbejdere, fortæller han. Jens Juul Nielsen frygter, at ordningen med mindreårige kontrollanter ligefrem vil få nogle medarbejdere til at genoverveje, om de vil arbejde i butik hos Coop. 

 

 

Opdateret 1. aug 2024