Konjunkturbarometer: Syv ud af 10 butikker forventer stigende priser 

Kæder 24. jan 2023 -
This describes the image
Foto: Dagrofa
  • Danmarks Statistik har udsendt konjunkturbarometer for januar, der viser fortsat negative forventninger til priser og omsætning

Opdateret med rettelse

Virksomhederne har skruet en lille bitte smule ned for pessimismen, men det er stadig afmatning, der står på tapetet over det meste af erhvervslivet. Det viser det overordnede billede af erhvervstilliden i Danmarks Statistiks konjunkturbarometer.

Erhvervstilliden steg svagt fra indeks 85,7 til 87 i januar. 

- Det er en beskeden stigning, der desværre ikke ændrer på, at erhvervslivets forventninger ligger på et yderst lavt niveau, der normalt kun ses i forbindelse med større tilbageslag i dansk økonomi, siger cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv. 

Ser man bort fra coronakrisen, så ligger erhvervstilliden ifølge Dansk Erhverv fortsat fastlåst på det laveste niveau siden finanskrisens mørkeste måneder i starten af 2009.

Syv ud af 10 butikker forventer stigende priser 

68 pct. af butikkerne, der handler med føde-, drikke- og tobaksvarer, forudser, at priserne stiger de næste tre måneder, mens tre ud af 10 forudser uændrede priser. Og som i sidste måned forventer hver femte butik faldende omsætning de næste tre måneder, mens tre ud af fire forventer uændret omsætning. 

Cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank siger, at det ser værst ud for detailhandlen, selv om det rettede sig en anelse i januar: - Forbrugerne har skruet godt og grundigt ned for indkøb i butikkerne, hvor priserne er steget, og det sætter sine spor. Butikkerne melder om alt for store lagre, og det kunne jo tale for, at priserne kommer under pres.

Danske Bank mener imidlertid, at risikoen for en dyb krise er faldet, fordi det går bedre end frygtet med priserne på el og gas, og fordi genåbningen i Kina er positiv for verdensøkonomien. 

- Det hjælper også, at inflationen som helhed er kommet mere under kontrol, men det er vigtigt at sige, at der på alle områderne stadig er stor risiko og usikkerhed, lyder det fra Las Olsen.

Opdateret 25. jan 2023