Svenske "Ferrari-købmænd" bliver kopieret af Coop  

Kæder 31. mar 2023 -
This describes the image
FOTO: Coop Sverige
  • Professor fra Lund mener, at Coops 3,7 mio. svenske medlemmer føres bag lyset med franchiseaftaler

Det svenske branchemedie Dagligvarunytt har påvist, at Coop i Sverige og franchise er blevet mere udbredt, da næsten hver femte lille eller mellemstore butik i Sverige drives af franchisetagere eller som det kaldes på svensk ” företagare”

Den store andel af butikker, hvor en andel af overskuddet lander hos ejeren i stedet for hos medlemmer, overrasker en professor, der mener, at de burde have besked.

- Jeg anede ikke, at Coop investerer så meget i franchise. Jeg har aldrig set det kommunikeret, og jeg er som medlem heller ikke blevet spurgt. Coop burde være anderledes end Icas forretning og købmændenes "Ferrari-biler", siger Ulf Johansson ved Erhvervsøkonomisk Institut på Lunds Universitet til Dagligvarunytt.

ICA har haft samme forretningsmodel siden starten i 1917, hvad der anses for at være en vigtig forklaring på, at Ica-købmændene er markedsleder med cirka halvdelen af det svenske markeder. Der er i dag 1.267 ICA-butikker i Sverige.

Til sammenligning har Coop omkring 800 butikker fra syd til nord i Sverige, som ejes af 3,7 mio. medlemmer.

- Jeg forstår, at Coop ser et behov for at udvikle sig. Traditionelle butikschefer i Coop har ingen incitamenter. Samtidig er der flere indvendinger. Coop skal være loyale med os forbrugere, ikke? Og hvor god er Coop som franchisegiver, spørger Ulf Johansson.

Coop i Sverige henviser til, at kritikken skal besvares af de foreninger, der driver butikkerne.

- Hver enkelt forening er sammen med sine medlemmer nået frem til, at de ønsker butikker, der drives som franchise, og at driftsformen tilfører foreningen værdi. Der er også brugsforeninger, der har valgt ikke at have den driftsform, skriver en pressemedarbejder i en mail til Dagligvarehandlen.dk.

Ny partneraftale i Danmark

Muligheden for at drive sin butik til større vækst og blive belønnet for det er også baggrunden for en ny partneraftale, som Coop 365 discount i Danmark lancerede ved årets begyndelse.

Butikscheferne i Coop 365 har fået en aftale om bonusløft, som gør det nemmere for dem at gennemskue, hvad der skal til for at blive belønnet som en del af kædens vækstrejse. Målet er at fordoble omsætningen til ca. 20 mia. kr. i 2030.

Samtidig er partnermodellen, som blev lanceret i efteråret 2021 for de første butikschefer i Coops nye discountkæde, blevet sat på pause.

- For det første var det økonomiske incitament for komplekst at gennemskue for butikscheferne, hvad der skyldtes en ambition om at udvikle en både retfærdig og motiverende model, der kunne sikre både butikschefer og souschefer en bonus, sagde kædedirektør Thomas Nielsen, Coop365 Discount i januar til Dagligvarehandlen.

I den nye vækstaftale er der fortsat et bonusloft på én million kr. for butikschefer og en kvart million kr. for souschefer.

Det var efter inspiration fra revisionshuse og advokatfirmaer, at Coop 365 opfandt titlen som partner for at betone lederens medansvar for at udvikle den nye discountkæde til en ambitiøs vækstrejse, som skulle bygges oven på Faktas nedtur siden ændringen af lukkeloven i oktober 2012. Herefter tabte kæden en milliardstor omsætning.

Opdateret 3. apr 2023