Skiltekrig i Nykøbing Mors

Kæder 7. dec 2023 -
This describes the image
Foto: Coop
  • Butikschef i 365 discount beder sin tidligere kædedirektør om at holde sit Løvbjerg-skilt på egen banehalvdel

Konkurrencen om kunderne er også benhård i Nykøbing Mors, hvor Coops discountkæde er nabo til Løvbjerg Supermarked. 

Mens 365 discount forsøger at fange kunderne med en stribe såkaldt beach-flag med teksten ”Det rigtige sted at spare”, har Løvbjerg ikke bare dagshug på hakket kød og stjerneskud. Løvbjerg har også valgt at sætte sit tilbudsskilt hos 365 discount.

Discountbutikkens butikschef Daniel Toft Larsen er herefter gået utraditionelt til værks i en verserende skiltekrig og skriver på Linkedin til sin tidligere kædechef Thomas Nielsen, der i oktober begyndte i sit ny job som adm. direktør hos Løvbjerg:

- Vi håber du har fundet dig godt til rette i dit nye job. Vi ved godt du savner både os, og det momentum, vi har, men du kan altså kun være direktør ét sted. Så når du i nattens mulm og mørke sniger dit ”pynt” ind på vores parkeringsplads for at få del i vores shine, så er det meget forståeligt, men den passer altså bedre ovre hos dig selv. Vi vil ønske dig og Løvbjerg en rigtig dejlig jul.

Efter en lang dag i bestyrelseslokalet kunne Thomas Nielsen sidst på eftermiddagen tage til genmæle:

-  Jeg tror, at vinden må have taget vores skilte - vi skal nok få hentet dem retur.

- Det er alligevel imponerende, at det kunne blæse over på den anden side af matriklen?

- Sådan er det med gode tilbud, siger Thomas Nielsen til Dagligvarehandlen.dk 

Løvbjerg-direktøren tilføjer, at de 17 butikker under Løvbjerg-paraplyen også har fuld gang i væksten, så der bliver kamp til stregen om at være Danmarks hurtigst voksende dagligvarekæde.

This describes the image
Opdateret 8. dec 2023