Se video: Føtex-varehuschef og SuperBrugsen-uddeler vinder detailhandlens prestigepris

Kæder 2. okt 2023 -
This describes the image
Uddeler Mogens Knudsen, SuperBrugsen Løkken, ved præmieoverrækkelsen på Børsen i København. Til højre ses adm. direktør Christian Skipper. DH Media, der bl.a. står bag prisen Danish Retail Award. Foto: Flemming Effersøe
  • Varehuschef Jimmy Andersen, Føtex Fisketorvet, og uddeler Mogens Knudsen, SuperBrugsen Løkken, vinder Danish Retail Award

Opdateret 4. oktober

Danmarks bedste og mest nytænkende butiks- og varehuschefer er kåret i dag på Børsen i København med prestigeprisen Danish Retail Award.

Varehuschef Jimmy Andersen, Føtex Fisketorvet, og uddeler Mogens Knudsen, SuperBrugsen Løkken, blev hyldet sammen med flere af deres kolleger i detailhandlen.

De to prisvinderne fra dagligvarehandlen kan – udover hæder og ære - se frem til en studietur med alt betalt til New York 29. april - 3. maj 2024 for at opleve detailhandel i verdensklasse – guidet og supporteret af detaileksperter fra ZBC. De får følgeskab af den tredje prisvinder Jannie Nielsen fra butikskæden Normal.

Formålet med Danish Retail Award er at bringe den bedste og nyeste viden inden for international detailhandel til Danmark og for at øge stoltheden i dansk detailhandel.
Det er nærværende medie DH Media (Dagligvarehandlen), Dansk Erhverv og uddannelsesinstitutionen ZBC, der står bag Danish Retail Award.

 

Danish Retail Award 2023 from DH Media A/S on Vimeo.

 

Passion og resultater

For overhovedet at blive blandt de syv nominerede skulle vinderne have passion for detail og have vist ekstraordinære og synlige resultater inden for nytænkning i butikken – eksempelvis inden for bæredygtighed, CSR, uddannelse, teknologi m.v.

Mød vinderne her:

Varehuschef Jimmy Andersen, Føtex Fisketorvet

This describes the image

Jimmy Andersen, nr. tre fra venstre, var nomineret til årets Danish Retail Award for bl.a. sit arbejde med lokalt engagement. På billedet ses tv. adm. direktør Tænketanken DEA, Stina Vrang Elias, der stod for at afvikle de mange prisuddelinger, der også omfattede fagprøvepriser inden for detail og handel.  Nummer to fra venstre ses direktør Laurits Rønn, Dansk Erhverv, og yderst til højre adm. direktør Christian Skipper, DH Media.   

Med ansvaret for Føtex i shoppingcentret Fisketorvet i København mener han, at varehuset er en væsentlig faktor i lokalområdet med mulighed for at påvirke og udvikle området i en positiv retning gennem involvering og interesse for livet udenfor butikkens døre.

Erfaringen med at involvere sig lokalt tog han med sig fra et tidligere job som varehuschef for Føtex Roskilde med blandt andet et sponsorat for HVBs fodboldskole.

Han har kun været i Føtex Fisketorvet i et år, men han har allerede engageret sig i centerbestyrelsen og i de lokale handelsstandsforeninger og også selv været drivkraft på konkrete initiativer.

- Jeg var med til at få indsamlet overskudsmad fra Føtex-butikkerne i Storkøbenhavn op til sidste jul. Vi pakkede omkring 1600 poser med mad natten mellem den 23. og 24. december, så de var klar til uddeling den 24. om morgenen, har han fortalt i et interview til Dagligvarehandlen.dk.

I juni stod Jimmy og hans team bag et større arrangement, hvor de lavede og serverede mad på Fisketorvets udendørsfællesarealer til 300 udsatte. Han har også nået at tegne et sponsorat for en lokal fodboldklub på Islands Brygge.

I en alder af 43 år har han allerede været i Føtex i 26 år. Karrieren begyndte med en elevplads på Fyn til en række forskellige stillinger rundt omkring på Fyn og Sjælland. Det blev også til et par år som chefbager, hvor Jimmy var på landevejene og hjalp landets Føtex-bagere med at optimere processer.

Regionschef Kasper Mellerkær, Føtex, siger, at Jimmy spiller på hele fodboldbanen og går altid til kanten - på den positive måde: - Og så er han enorm empatisk og har altid mennesket med sig. Jeg er stolt af, at han har fået prisen, og er glad for, at han får den anerkendelse, som han vitterligt fortjener.  

 

Uddeler Mogens Knudsen, SuperBrugsen Løkken

This describes the image

Tredje gang blev lykkens gang for uddeler og direktør Mogens Knudsen i SuperBrugsen Løkken, der har været nomineret to gange før.

Mogens Knudsen er blandt andet nomineret til Danish Retail Award på baggrund af den resultatmæssige udvikling, SuperBrugsen har været igennem, samt omstillingen fra at være en mindre sommerbrugs til nu at være en af kædens flagskibe, og som folk kører fra et stort opland for at opleve og handle i.

Efter mange år som brugsuddeler i den nordjyske ferieby Løkken har Mogens Knudsen et stort kendskab til folk og lokalområdet, hvor han også selv er en drivkraft i det lokale foreningsliv.

Han kom til Løkken i 2006 efter at have været i mange forskellige Coop-butikker. Han begyndte som flaskedreng for senere at blive uddannet i SuperBrugsen Vodskov.

Som kun 26-årig blev han souschef i OBS i Nørresundby og var med til at omstille den til Kvickly Extra. Det blev springbrættet til at stå i spidsen for sin egen butik i Gistrup, syd for Aalborg og senere SuperBrugsen i Frederikshavn.

Indstillingen til Danish Retail Award sætter spotlyset på manden i front for butikken. Det synes Mogens er lidt svært.

- Jeg har det bedre med at bakke mine ansatte op og sætte scenen for dem, når de rækker ud og ønsker at udmærke sig. For eksempel at støtte min slagter i, at nu går vi efter at blive årets slagtermester.

I indstillingen til Danish Retail Award fremhæves også Mogens’ positive tilgang til og effekt på de unge mennesker, der får deres første erfaring med arbejdsmarkedet i SuperBrugsen Løkken.

- Både jeg og alle vores afdelingsledere er meget opmærksomme på, at de unge sæsonansatte er en vigtig del af, at vi lykkes som butik, har han sagt i et interview til Dagligvarehandlen.dk.

For Mogens handler det både om at rekruttere i god tid, at behandle dem ordentlig men også at stille krav og forventninger i stedet for kun at stryge de unge med hårene.

Syv nominerede

This describes the image

Udover varehuschef Jimmy Andersen og uddeler Mogens Knudsen blev butikschef Jannie Nielsen (billedet herover) fra butikskæden Normal hædret med Danish Retail Award.

Blandt de nominerede var også købmand Per Hansen, Rema 1000 Helsted, købmand Morten Sindberg Hansen, Meny Søndervig, butikschef Karina Brock Wilhelm, Spejder Sport samt butikschef Maria Chris Dideriksen, Matas.

Uddelt første gang i 2011

Danish Retail Award blev uddelt første gang i 2011 for at hylde de dygtigste og mest innovative i detailbranchen.

I de første år var der seks-syv vindere hvert år, men i 2016 blev antallet af vindere skåret ned til de nuværende tre.

This describes the image
Opdateret 4. okt 2023