Dollarstore på jagt efter ny direktør

Kæder 16. sep 2022 -
This describes the image
Foto: Dollarstore
  • Den svenske discountkæde har bebudet at åbne sin første butik i Danmark under navnet BIG Dollar

Den svenske lavpriskæde Dollarstore har under sit danske navn BIG Dollar bestilt åbningsannoncer i dagbladet Sjællandske til sidst i september. Kæden har lejet et tidligere Føtex-varehus centralt i Næstved.

Kort før den forventede åbning skal Dollarstore på jagt efter en ny direktør, da danskeren Thomas Jellum har valgt at stoppe. Det skriver DetailWatch.

Thomas Jellum blev udpeget som ny adm. direktør for Dollarstore i starten af 2021. Han har en fortid som landedirektør for Netto i både Storbritannien og Sverige i starten af 00'erne, inden han afsluttede karrieren i daværende Dansk Supermarked (nu Salling Group) med at være landechef for Netto i Danmark fra 2004 til 2006.

I april 2021 fortalte Thomas Jellum til Ekstra Bladet, at Dollarstore havde en ambition om at åbne 50 danske butikker inden for tre år.

Mens kæden er ukendt for de fleste danskere, så er kæden efterhånden en gammel kending på det svenske marked. Den allerførste Dollarstore-butik åbnede i 1999 i Billsta lige uden for Örnsköldsvik.

Dollarstore sælger kosmetik, personlig pleje, husholdningsprodukter samt bolig- og haveudstyr og er typisk placeret i butiksområder nær indfaldsveje i byernes udkant.

Dagbladet Sællandske Næstved skrev i august på baggrund af bestilte BIG Dollar annoncer i avisen, at der vil være ”grand opening i løbet af efteråret” og kunne skrive, at det sker under konceptet: ”Det skal koste så lidt som muligt”.

Dengang lykkedes det ikke Sjællandske at få en uddybende kommentar fra Dollarstores danske topchef Thomas Jellum. Men i et interview med avisen i februar kaldte han lavpris-kæden for " Guds gave til danskerne".


 

Opdateret 16. sep 2022