Coop og Lidl: Omsætningen tegner til en god julehandel

Kæder 22. dec 2023 -
This describes the image
Arkivfoto: Flemming Effersøe
  • Dagligvarekæderne forsøger med nye slagtilbud at lokke kunderne til det sidste juleindkøb i år

Dagligvarekæderne har i snart et par måneder varmet op til den tilstundende højtid, der tidligt i november begyndte med juleklassikere som æbleskiver og chokolade. 

- Omsætningsmæssigt har vi en god julehandel indtil nu. Avancemæssigt dog noget presset, da vi har nogle meget lave priser på centrale julevarer igen i år. Med to hele åbningsdage tilbage er julehandlen dog endnu ikke endeligt afgjort, men det ser ud som der er kommet lidt mere optimisme hos kunderne, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen, Coop, til Dagligvarehandlen.dk.

Også Dagrofa med Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb melder om en god julehandel målt på de daglige rapporteringer. Men koncernen ønsker dog ikke at konkretisere niveauet for julehandlen.

Det lidt bredere julesmil har også indfundet sig hos den internationale discountkæde Lidl:

- Vi har oplevet stor kundetilstrømning i hele december og det ser ud til at fortsætte frem til lillejuleaften. Der er travlhed ude hos kollegerne i butikkerne, hvilket er glædeligt. Og en positiv ting i år er, at rigtig mange af vores kunder, benytter sig af vores tilbud i Lidl Plus fordels app’en, siger Claus Krogh, der har titlen Head of Communication and CSR.
 

Saling Groups topchef på julerundtur

Salling Group har ikke ønsket at kommentere på julehandlen over for Dagligvarehandlen.dk. Men ifølge koncernens topchef Anders Hagh, der har de sidste par uger har været på jule-tur rundt til koncernens kontorer, butikker og lagre i Danmark, Polen og Tyskland, er fællesnævneren på tværs af dets markeder i denne juletid “det er smør’et, der gør’et”.

- Hvorvidt det er Lurpak til 6,95kr (25% moms), Łaciate til 3,99pln/6,8kr (0% moms) eller Kerrygold 1,25eur/9,3kr (7% moms), så er det stærke kampagner på mærkevare-smør, der flytter kunder i alle tre lande. Og det har vi. Bemærk i øvrigt at uden moms, så har vi den klart laveste pris i Danmark, skriver han på Linkedin.

Tilbage står, at juleræset i dagligvarehandlen lakker mod enden. Men priskanonerne er ladt med skarpe tilbud til sidste time, inden julen kommer med et velsignet bud om et veldækket julebord og en frelser født i paradis.

Priskrigen fik en eksstra stjerne på juletræet, da Salling Group føjede 10 julevarer til koncernens Priskrig-kampagne allerede midt i november, da  markedslederen med Bilka, Føtex og Netto garanterede billigste pris på varer som juleskum, karrysild, pebernødder og rødkål.

Rema 1000 topper i julepristjek

Dagbladet B.T. har over en periode hver uge frem mod jul hentet priser på 11 varer fra 10 forskellige dagligvarekæder og sammenlignet dem. Det seneste pristjek bliver omtalt som ” en form for panik før lukketid” og ”en række priser helt ned i absurd lave niveauer”. 

Lige nu er markedets laveste pris på en liter sødmælk 2,95 kr. Det er 365 discount, som faldbyder sødmælken.-

Prisbilledet har følge B.T. ændret sig en smule i forhold til sidste uge, hvor Rema 1000 var billigst på en lang række af varerne. Discountkæden holder de billige priser, men er altså lige blevet slået af enkelte markante tilbud på bl.a. sødmælk og fløde.

Rema 1000 holder dog stadig førstepladsen med fire varer som de billigste efterfulgt af Netto med tre varer på listen.

Opdateret 22. dec 2023