Danskerne sparer fortsat på husholdningsbudgettet
-
Inflationen får forbrugerne til at tænke mere over, hvad de lægger i dagligvarekurven
Bekymringen for fremtiden og de markant stigende priser på ikke mindst energi og fødevarer får danskerne til at tænke sig om en ekstra gang, når de går på indkøb i dagligvarebutikken.
Salget af fødevarer og andre dagligvarer er faldet med 2,8 pct. i perioden fra maj til juli sammenlignet med samme periode sidste år. Tallene er korrigeret for sæsonudsving og prisstigninger.
Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik.
Udviklingen er helt i tråd med, at dagligvarekæder og eksperter fortæller, at danskerne køber flere tilbud, går mere i discountbutikker og søger de billigere private label-varer i stedet for mærkevaren.
Tallene for den samlede detailhandel er i samme periode faldet med 2,5 pct.
Ser man alene på udviklingen i juli måned sammenlignet med juli 2021, er der kun sket et fald på 0,1 pct., både for hele detailhandlen og for dagligvarerne.
Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, kalder juli-tallene for ”en artig overraskelse, da juli ellers har budt på massive prisstigninger på energi og øget pessimisme blandt forbrugerne”.
- Den stabile udvikling i detailsalget i juli skal formentligt ses i sammenhæng med at flere danskere har holdt sommerferie hjemme i Danmark i år. Dertil har antallet af udenlandske turister generelt været højt på tværs af landet, skriver han i en nyhedsmail.
Han mener dog, at ”risikoen for et mere tydeligt fald i privatforbruget er desværre overhængende hen over vinteren. Hvis de nuværende horrible prisstigninger på el- og gas bider sig fast hen over vinteren, så vil det kunne udløse en regulær forbrugskrise i dansk økonomi”.
Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank, skriver i sin nyehdsmail, at ”det er bemærkelsesværdigt, at detailsalget ikke er faldet mere – vel og mærke selv hvis man korrigerer for at danskerne får mindre for pengene.
- Danskernes økonomi er særdeles presset for tiden, med stigende priser på både fødevarer, energi og stort set alle andre varer og tjenester. Samtidig peger forbrugertilliden på, at stemningen er ekstremt dårlig blandt danskerne. Derfor kan det overraske, at detailsalget både ligger så højt i niveau, og ikke falder kraftigere. Det peger på, at mange familier ikke har haft behov for at skære så meget i forbruget, som man ellers kunne frygte, når man ser på prisstigningerne, skriver hun.