Vi nedlægger FDIH – jeg er glad og stolt!
- Er det ikke på tide, at Dansk Erhverv og FDIH slår pjalterne sammen og bliver Danmarks stærkeste stemme for digital handel? Nogenlunde sådan lød det, da FDIH’s husvært i skikkelse af Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen kort før jul kom forbi mit kontor.
Selvom forslaget ikke var et kæmpe chok efter flere år under samme tag og lejlighedsvis parløb i mange sager, så er indtræden i et parforhold en meget stor beslutning. Derfor har jeg også drøftet forslaget med bestyrelsen og haft søvnløse nætter.
Jeg har været ekstatisk over potentialet, men jeg har også været bekymret for, hvad en fusion med en – lad os være ærlige – markant større organisation ville betyde.
Vi er dog alle landet på, at fusionen er det rigtige for FDIH, for Dansk Erhverv og ikke mindst for medlemmerne i begge organisationer. Det giver simpelthen en stærkere organisation for handelserhvervene.
Derfor er jeg også meget glad for, at FDIH’s medlemmer har fulgt bestyrelsens anbefaling og med et stort flertal stemt for fusionen.
Coronaen understreger behovet
Coronakrisen har vendt op og ned på mange ting og medført markante ændringer på kort tid. Den har dog ikke ændret min holdning til, at en fusion med Dansk Erhverv giver rigtig god mening.
Siden nedlukningen i marts har mange virksomheder lidt voldsomt. Det gælder også for en del netbutikker, men for størstedelen har der været stor fremgang – mange steder med skyhøje vækstrater.
Fremgangen – forbruget i 1. halvår 2020 satte ny rekord - har været god for netbutikkerne, men det har så sandelig også været godt for de ansatte, fordi mange netbutikker har hyret - ikke fyret.
De mange stærke netbutikker har også været til stor gavn for kunderne, som uden problemer har handlet alt fra dagligvarer til haveredskaber og puslespil på nettet.
Det har mange nye kunder udnyttet, og især kunder i øget corona-risiko har taget e-handlen til sig.
I et bredere perspektiv har mere e-handel også været god for de mindre byer, hvor man i stedet for at se e-handlen som en konkurrent har set nettet som en mulighed for at holde liv i de nedlukkede fysiske butikker.
Det er eksempelvis væltet frem med nye initiativer, hvor kunderne kan handle lokalt online. Skønt.
Stærk stemme og nyt navn
Udviklingen har i mine øjne bekræftet det, som vi i FDIH længe har sagt; e-handlen er blevet en voksen, ligeværdig og vigtig del af dansk detailhandel. Derfor fortjener branchen også den stærkest mulige stemme. Det får den med fusionen.
FDIH skifter navn til Dansk Erhverv Digital Handel, og de ansatte fortsætter som rygraden i den nye afdeling. Jeg bliver i al ydmyghed den stolte og glade e-handelsdirektør for afdelingen.
Behovet for den stærke stemme bliver ikke mindre i fremtiden, hvor vi blandt andet skal præge diskussionerne om alt fra den globale konkurrence til moms, porto og bæredygtighed – både hos politikerne i København og Bruxelles.
Det kan vi gøre bedre, når vi ikke står hver for sig og kæmper om politikernes ører.
Samtidig får vi flere kræfter, der kan bruges på at forme ideerne, før de bliver til beslutningsforslag.
På godt nydansk bliver e-handelsbranchens public affairs-arbejde løftet op til et markant højere niveau.
Vi kan også styrke både vores analyse- og eventarbejde og dermed bidrage til, at virksomhederne bliver endnu dygtigere og får bedre forudsætninger for at modstå den konkurrence, som store udenlandske netbutikker kun vil skrue op for i fremtiden.
Mere end et fornuftsægteskab
Selvom branchen er blevet voksen, så er den stadig ung af sind. Det samme gælder også FDIH, der med hurtige reaktioner og klare meldinger har skabt et – hvis jeg selv skal sige det – meget stærkt bånd med medlemmerne.
Det har også gjort FDIH attraktiv set gennem Dansk Erhvervs briller - og den nære kontakt til medlemmer, samt de klare meldinger og hurtige reaktioner kommer også kendetegne den nye afdeling.
Der er altså rigtig meget fornuft i at fusionere. Vi stoler på hinanden, og vi tror på, at vi sammen kan skabe gode, trygge og innovative rammer, der giver danske virksomheder både på nettet og på strøget de bedste muligheder for at vokse og dermed skabe et stærkere Danmark.