I starten af 1500-tallet udkom Thomas Mores bog ”Utopia”, og hans indgående beskrivelse af et i hans perspektiv ideelt samfund, kom dermed til at danne begrebet ”utopi”.

Det ligger i vores fortolkning af dette begreb, at det muligvis er perfekt og ideelt, men også uopnåeligt, utænkeligt og naivt.

Det er nok godt det samme, for historien er desværre fyldt med skræmmende eksempler på, hvad troen på en definitiv utopi kan afstedkomme af rædsler, krige og undertrykkelse.

Jagten på det ideelle samfund leder som regel til det modsatte.

Utopier giver dog plads til drømme og hvis man sorterer godt i dem, kan drømme føre til visioner, og hvis man har lysten, energien, viljen og det nødvendige held, kan visioner nogle gange føres ud i livet og bringe gode resultater.

Tillad mig at skitsere en købmands-utopi:

Et samfund, hvor kunderne vælger butik ud fra atmosfære, nærhed, tryghed, kvalitet og service – og ikke kun ud fra pris.

Et samfund, hvor kunderne handler i deres nærmeste supermarked, som ligger i et aktivt og levende bymiljø – og ikke i en tilfældig rundkørsel på en afsides indfaldsvej.

Et samfund, hvor kunderne – når de har valgt deres butik – lægger hele deres indkøb i selvsamme butik – og ikke flintrer rundt imellem tre og fire forskellige dagligvarebutikker.

Et samfund, hvor kunderne ikke kunne drømme om at spilde deres tid – eller klimaaftryk – på at køre syd for grænsen for at spare en krone på en dåseøl – men naturligvis også køber disse varer i den butik, de har valgt at sælge deres hjerte til.

Et samfund, hvor det at handle dagligvarer er en hjertesag, fordi det er en af de allervæsentligste kilder til inspiration, rådgivning og madoplevelser – og ikke en sur pligt.

Et samfund, hvor værdsættelsen af den menneskelige kontakt til enhver tid vægtes højere end muligheden for at interagere med en computerskærm.

I et sådant samfund ville vi som forbrugere opleve, at dagligvarebutikkerne konkurrerede på innovation, på indkøbsoplevelse, på at have de dygtigste og mest vidende medarbejdere og på at berige kundernes madoplevelser til hverdag, i weekenderne og til fest.

Dagligvarebutikkerne kunne planlægge deres drift, de ville kende deres kunder indgående og kunne via salget af de tunge basisvarer sikre den nødvendige volumen til også at investere i de kategorier og områder af butikken, som ud fra en isoleret betragtning er en ”dårlig” forretning.

I et sådant samfund ville købmanden og medarbejderne være hverdagens helte – og de ville rangere højt på alle undersøgelser over de mest værdsatte jobfunktioner i landet.

Derfor ville vi også i fremtiden kunne befolke vores butikker med de dygtigste erhvervsledere og med de mest engagerede og kompetente medarbejdere.

En utopi? Men har vi set noget der minder om det?

Vi er sandsynligvis, forhåbentlig og heldigvis på vej ud af en periode, som vi alle sammen gerne ville have været foruden.

En verdensomspændende sundhedskrise, der i sit klimaks udfordrede ikke bare vores hverdag, men hele vores samfunds fundament og verdensordenen.

Coronaen må meget gerne forsvinde for altid!

Men i denne periode oplevede vi en adfærd hos forbrugerne og hos os selv, som kom meget tæt på den købmands-utopi, som jeg skitserede ovenfor.

Er det naivt at forestille sig, at både dagligvarehandlen og forbrugerne har lært noget undervejs?

Det er det måske, men ikke desto mindre er det ofte den naive drøm, der føder forandringerne – og engang imellem bliver en stor drøm til en lille ændring af virkeligheden til det bedre.

Sov godt