Unormal påskehandel som optakt til en ny normaltilstand

2. apr 2020 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

I denne corona-pressede tid svinger nationens mentale tilstand i takt med statsminister Mette Frederiksens mange pressemøder.

11. marts sendte markante reduktioner af danskernes bevægelsesfrihed nogle af os ud i butikkerne i den første alvorlige hamstringsbølge.

Og mandag 30. marts kom så den første opblødning, der pegede i retning af en begyndende normalisering efter påske, og tændte et nyt håb midt i corona-tristessen.

Allerede morgenen efter modtog vi her på redaktionen en nyhedsmail fra Bilka, der med kun en enkelt reference til corona-situationen præsenterede den nye sommerkollektion af havemøbler med premiere 3. april - samme dag, som den trykte udgave af dette blad udkommer.

Meget mere normalt kan det næppe blive. På overfladen i hvert fald.

Men Salling Groups hypermarkedskæde har lige som alle andre større dagligvarebutikker fået to ekstra helligdage i påsken til at sælge havemøbler i - og alt muligt andet.

Det er også coronaens skyld.

Beslutningstempoet er gået kraftigt i vejret i denne mærkelige tid, og der gik ikke meget mere end et døgn, fra Salling Group-topchef Per Bank på Linkedin havde udtrykt ønske om at kunne holde alle koncernens butikker åbent i påskens mange lukkedage, til erhvervsminister Simon Kollerup kunne annoncere et kompromis med to ekstraordinære åbningsdage skærtorsdag og 1. påskedag.

Begrundelsen er, at det er nødvendigt for at undgå trængsel i butikkerne, som står i vejen for, at kunderne kan holde den nødvendige afstand til hinanden og til de ansatte i butikkerne.

Men processen viste sprækkerne i det midlertidige sammenhold, som dagligvarehandelen havde etableret kort før de tidlige hamstringsfaser.

Med Per Bank som en slags tropsfører har den samlede handel ellers for en kort stund optrådt i en enighed, som vi måske ikke kommer til at opleve igen.

Og det er i grunden naturligt nok, når aktørerne i mange tilfælde vil have forskellige interesser. De er konkurrenter.

Det spejler sig tydeligt i de positioner, som de indtog i debatten om at suspendere lukkeloven i påsken.

Hvem synes, at det er en god ide med flere frie åbningstimer i påskehelligdagene? Det gør Salling Group og Rema 1000.

Hvem har noget at vinde, når deres butikker nu helt ekstraordinært får to gange syv timer mere at holde åbent i i næste uge? Det har først og fremmest Salling Group og Rema 1000.

Hvem har mest at tabe på det? Ja, det er bare at se på, hvem der har argumenteret stærkest imod.

Man kan selvfølgelig ikke ignorere de mere ideelle argumenter om, at flere åbningstimer handler om sikkerhed for medarbejderne.

Men det var nogle meget, meget forskellige scenarier for en påskehandel under den gældende lukkelov, der blev tegnet op i debatten i sidste uge - alt efter, om man gik ind for at suspendere den eller ej.

Med 14 ekstra åbningstimer til de største butikker i næste uge bliver ingen af spådommene om trængslen i butikkerne for alvor testet af.

Bundlinjen på en kort og hektisk påskehandels-tumult blev, at Salling Group ikke var med i en fælles pressemeddelelse fra de øvrige aktører, fordi den opfordrede til at handle i den nærmeste butik. Det ville ikke gavne Bilkas salg.

Sidste gang lukkeloven var til debat - kortvarigt - var, da den daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) luftede et forslag om at afskaffe den i starten af 2019.

Også den gang gav Sallings Per Bank ideen medvind. Men kun kortvarigt.

Et opslag på Linkedin, hvor mindre madspild var et vigtigt argumentet for frie åbningstider i helligdagene, blev slettet igen.

Men det var i en helt anden virkelighed, end den vi står i nu. Og sikkert også langt fra den ”nye normal”, som vi om forhåbentlig ikke alt for lang tid ankommer til - hvordan den end må tage sig ud.

Når jeg nu - traditionen tro - ønsker jer alle en god påskehandel, er det med udsigten til, at der kan være sket meget mere end normalt, når det næste nummer af Dansk Handelsblad udkommer i ugen efter påske.

Jeg vælger at tro på, at åbningen af landet så småt er begyndt.

Opdateret 10. nov 2020