På overfladen er der stadig nogenlunde roligt her i landet. Coronakrisen ligger som en tung dyne over os og dikterer en stribe begrænsninger.

En uge efter, at det længe ventede krav om mundbind i butikkerne trådte i kraft, virker det, som om der er en bred accept og forståelse blandt danskerne af, at også dette nye tiltag giver tilstrækkeligt med mening til, at det er til at leve med. At alternativer kunne være værre.

Op til premieren på mundbindene i butikkerne faldt priserne betydeligt. Og nogle af markedets aktører fik markedsført budskabet om prisfaldet grundigere end andre. Det kunne ligne samfundssind.

Jeg misunder nu ikke ligefrem de medarbejdere i butikkerne, som er nødt til at bruge mundbind mange timer dagligt. Men der er naturligvis også taget visirer i brug, og lige som i de fleste andre sammenhænge lykkes det nok at finde praktiske måder at håndtere den nye situation på. Som det er lykkedes med tidligere tiltag.

De får imidlertid alle sammen nogle afledte effekter.

Det vil formentlig være til at aflæse, at det giver større kurve og færre små impulskøb i dagligvarebutikkerne - i stil med det mønster, vi så under den første nedlukning i foråret. Der skal lidt mere til, før man går i det lokale supermarked, når man både skal huske et mundbind - og bruge det.

Derfor er der også en udbredt opfattelse af, at mundbindskravet giver endnu et løft til den massive vækst i onlinehandel med dagligvarer, som vi har set i år.

Som beskrevet i dette blad er der store forventninger til, at e-supermarkederne vil fortsætte med at æde større bidder af markedet i de kommende år. Markedsleder Nemlig.coms stifter og adm. direktør Stefan Plenge står vanen tro for det højeste bud - med en markedsandel på 10 pct. om tre-fire år.

Er det realistisk? Det svarer nogenlunde til, hvor de seneste mange års vækstkomet Rema 1000 befandt sig omkring 2017.

Det er i hvert fald fuldt logisk, at der sker et gearskifte, når onlinehandelen bliver løftet op blandt de primære strategiske prioriteringer - og investeringerne følger med - i de store dagligvareaktører. Selv Salling Group rykker nu.

Den relativt rolige overflade herhjemme dækker imidlertid over betydeligt flere gnidninger end under forårets første bølge - som et resultat af, at coronakrisen rammer så skævt, som den gør.

Med en let omskrivning af en gammel talemåde kan man virkelig tale om, at ude er skidt, men hjemme bedst. Mens ejendomsmæglere og byggemarkeder har kronede dage, slås hoteller, restauranter, turist- og oplevelsesindustri for livet. Støttepakker hjælper. Men hvor langt rækker de?

Set i det helt store billede ligger de største usikkerheder uden for de nu næsten lukkede grænser. Corona-pandemiens anden bølge slår langt hårdere mod en stribe europæiske lande, der lukker ned igen.

Bagtæppet er næsten til dommedags-scenarier - med et afgørende amerikansk præsidentvalg i en giftig atmosfære, der skaber endnu mere usikkerhed, og islamistiske terrorister, som igen er begyndt at husere i Europa.

Så løber bægeret næsten over.

Vi kunne være ligeglade, så længe det hele ikke slår ind over grænserne. Men vores lille lands åbne økonomi er sårbar, hvis de store lokomotiver i den internationale økonomi for alvor går ned i fart.

Nu er jeg absolut ikke ude på at bidrage til mismod eller skabe dårlig stemning.

Men der kan være god grund til at trække vejret dybt, rigtigt dybt gennem mundbindet. Og finde en af forårets fornemste dyder frem igen, samfundssindet.

Ikke fordi det har været væk. Men det trænger måske til at blive shinet lidt op igen, fordi bøvlet med at få hverdagen til at fungere vokser, og corona-trætheden breder sig. Og der er i den grad brug for det.

Skulle man ind i mellem få den oplevelse, at samfundssind og promovering af en virksomheds egne interesser kan være svære at skille ad, må vi tage det med. Så længe det er mest til gavn. Men den ægte, uegennyttige vare er nu smukkest.