Sommeren, der hurtigmodnede forbrugerne

14. sep 2018 -
This describes the image
Judith Kyst direktør Madkulturen detailbranchen Judith Kyst, Madkulturen
Skrevet af: Redaktionen

Sommeren 2018 vil gå over i historien.

De fleste danskere husker den for de uendeligt mange sommerdage, landmændene husker tørken, vandværkerne husker den truende lave vandstand, og vi, der beskæftiger os med danskernes madvaner, vil nok huske sommeren for en hurtigmodning af den politiske forbruger i retning af mindre kød og mere grønt.

For var det ikke klimaforandringerne, der viste sig? Mange tror det, og hvis vi ser bort fra flyrejser, er maden det nemmeste sted at reducere CO2-aftrykket på. Du kan gøre en forskel allerede næste gang, du står i supermarkedet.

Grundbudskabet er forstået. At kød – især oksekød – er den største CO2-synder, og at danskerne spiser omkring dobbelt så meget kød som anbefalet.

Men det har været svært for os vanedyr at gøre noget ved det. De fleste danskere elsker simpelthen kød, og vores kulinariske kultur er i høj grad bygget op omkring (hakket) kød på aftensbordet – derefter suppleret med lidt grønt.

Men sommeren igennem har medierne været fulde af ’det kan du gøre for at nedsætte dit CO2-aftryk’ historier, og jeg tror, at vi står over for et kulinarisk, grønt gennembrud.

I Madkulturen måler vi danskernes forhold til mad og måltider gennem vores årlige undersøgelse, Madindeks.

Sidste år spurgte vi ind til, hvor mange, der betragtede sig selv som vegetarer og veganere. Det gjorde kun mellem 1 og 3 pct.

Normalt spørger vi kun om det samme igen efter hver tredje udgivelse, for hvis vi spurgte hvert år, ville forskellene være for små til at vise nogen bevægelse. Men lige præcis her tror jeg, at virkeligheden overhaler Madindeks’ treårige cyklus.

Og det er de unge, der overhaler os ældre. Flere og flere fravælger totalt kødet som deres svar på at imødekomme klimaforandringerne.

For mange er det en drastisk konsekvens, og derfor ser vi også flere både unge og gamle, der spiser ’flexitarisk’. De fravælger kødet et par dage om ugen – eller bytter om, så grøntsagerne indtager hovedrollen – og kødet er krydderiet.

Men for mange teenageforældre er vegetartrenden allerede blevet dagligdag, når der skal købes ind og laves aftensmad.

Tendensen har også bredt sig til de bonede gulve og hæderkronede institutioner. I de mange år, hvor jeg har fulgt den danske gastroscene, har jeg ikke før set så entydigt et ryk mod det grønne.

Et par eksempler: På det netop overstående Copenhagen Cooking and Food Festival var næsten al mad under konferencen grøn. Kødet var enten fraværende eller spillede 3. violin.

Til ’Årets Ret 2018’, hvor danske topkokke viser tænder, var grøntsagerne totalt dominerende.

Og sågar Karolines Køkken, der de sidste 40 år har haft et øje for den almindelige forbrugers køkken, har netop udgivet en vegetarkogebog.

Og hvad kan detailhandlen så gøre for at imødekomme dette? I kan opgradere jeres grøntafdelinger – måske gøre det til flagskibet.

I kan hjælpe de forbrugere, der gerne vil ligestille kød og grønt, og inspirere til måltider, der smager så godt, at man helt glemmer, at kødet er krydderi.

Uddanne jeres fagpersonale i det grønne univers, så de kan rådgive os rådvilde forbrugere, der både har et ben i den gamle kødlejr og en teenager derhjemme, som beder os om at tage klimaudfordringerne alvorligt og truer med at blive vegetar.

Alternativet kan splitte vores madkultur. Så det er nu, vi skal i gang. Forbrugerne er modne, og de nye stjerner, vintergrøntsagerne, venter.

Opdateret 10. nov 2020