Fredag i sidste uge fik vi demonstreret, hvorfor vi stadig har fem discountkæder her i landet - selv om det kan virke formålsløst med så mange, når højest tre af dem tjener penge.

Dagrofas blodrøde regnskabstal for 2016 taler et meget tydeligt sprog om, hvor dyrt det er at lukke ned. På kort sigt kan det faktisk koste langt mere, end det gør at holde en underskudsramt kæde kørende i flere år, mens man febrilsk leder efter en opskrift på at vende den negative spiral.

Den samlede regning til landets indtil nu tredjestørste dagligvarekoncern kan ende med at løbe op i omkring 2 mia. kr. for hele Kiwi-eventyret, der begyndte for godt 10 år siden.

Allerede for seks år siden kunne Dansk Handelsblad rapportere om samlede tab i Kiwi på 170 mio. kr. Men det er småpenge sammenlignet med det, der kom efter. Taksameteret kom for alvor til at tikke, da Kiwi begyndte at lukke butikker i større omfang. Uden lige frem at udstille Kiwi som den eneste årsag, er det lykkedes Dagrofa at kæde et gigantisk underskud sidste år på 655 mio. kr. tæt sammen med nedlukningen.

Det samme gælder forventningerne til en kun svagt reduceret blødning i år til 400- 500 mio. kr., før det endelig bliver markant bedre i 2018.

Selve årsrapporten havde Dagrofa endnu ikke offentliggjort ved dette blads deadline. Stør-relsen af den samlede regning afhænger under alle omstændigheder af, hvordan de sidste faser af Dagrofas salg af over 80 butikslejemål i Kiwi forløber.

Ifølge Dagrofa er interessen for at købe voldsom, selv om der også er butikker imellem, som ingen vil have. Dagrofa har al mulig grund til at tale interessen op, lige som de mest ivrige konkurrenter kan have en interesse i at nedtone, hvor meget de egentlig står og tripper for at komme til at købe stort ind.

Meget står på spil, for der er opstået en sjælden lejlighed til at ændre balancen i et ellers ret fastlåst marked, som rækker udover Kiwis omsætning på 2-2,5 mia. kr. Omkring 1. juni får vi mere at vide om, hvem der overtager hvilke butikker. Men den kæde, der har meldt sig som køber til flest, holder sig indtil videre skjult.

Dansk Supermarkeds Netto har som den eneste tonet rent flag med hensyn til, hvor mange Kiwi’er kæden vil købe. De øvrige lurepasser. Som landets største kæde har Netto måske også den mindste risiko.

Netto kan formentlig i en vis udstrækning leve med, hvis de stærkeste konkurrenter kommer til at betale dyrt for at købe sig til hurtige markedsandele. Aldi, Lidl og Rema 1000 har alle sammen kapitalstærke ejere i udlandet, der er i stand til at byde højt - hvis de vil.

Coop Danmark er i princippet også med i kapløbet, men vil næppe hverken kunne eller ville prioritere midler til en budkrig. Den måske allermest stille blandt de potentielle købere er også den mest oplagte - Rema 1000. Den stenrige norske Reitanfamilie, der ejer kæden, har tidligere erklæret sig villig til at købe en anden konkurrent her i landet, Lidl. Og skulle det lykkes Rema 1000 at erhverve sig en stor klump af butikker - lad os bare bruge 40 som eksempel - kommer målet om at overhale Dansk Supermarkeds Netto som landets største med ét hug et stort skridt nærmere.

Rema er tæt på at nå 300 butikker i Danmark, men hedder antallet pludselig 340 i stedet, må Netto godt nok føle en hed norsk ånde i nakken, når forspringet skrumper.

Måske er Kiwis butiksplaceringer lidt af en pose blandede bolsjer. Men med Remas mange-årige medvind på markedet og stærke position hos forbrugerne vil de samme butikker klare sig langt bedre med et Rema-skilt på, end de gjorde i de grønne Kiwi-farver.

Det samme kan man sige om Netto, mens en tredje oplagt kandidat i Lidl formentlig vil mere selektiv i sin tilgang. Europas største dagligvareaktør foretrækker efter alt at dømme store butikker.