Sidste udkald for årets bedste butikschefer

19. jun 2019 -
This describes the image
| Foto: Ulrik Samsøe Figen|

Sommeren er efterhånden ved at indfinde sig. Temperaturerne og kalenderen siger det, og mange danskere er så småt ved at gøre sig klar til at gå ned i gear og holde ferie.

Sommerferie-Danmark adskiller sig på mange måder fra hverdags-Danmark. I dagligvarehandelen er det meget målbart, at store andele af omsætningen flytter fra byerne til vandkants-Danmark, og at mange forbrugeres forhold til penge bliver mere afslappet. Især i godt vejr.

Ude i sommerlandet krydser man derfor fingre i butikkerne for (endnu) en god sommer. Den kan være afgørende for, om 2019 bliver et godt år for mange butikker.

I de butikker er ferie-stemningen kun sådan en, som kunderne bringer med sig ind, mens personalet oplever den mest hektiske tid på året. Sådan er det.

Men før der for alvor går sommertid i alt, har jeg lige en appel til alle jer, der har mulighed for at indstille en kollega til en af branchens absolut vigtigste priser:

På mandag 24. juni er det nemlig sidste frist for indstillinger til Danish Retail Award, der belønner ”landets bedste og mest nytænkende butiks- og varehuschefer”. Og lad os bare lægge købmænd og uddelere til her - den præcise titel er ikke vigtigst.

Bag prisen - eller rettere priserne, for der bliver faktisk uddelt tre - står Dansk Handelsblad i samarbejde med Dansk Erhverv og ZBC, som er en af landets største erhvervsskoler.

De tre vindere, der bliver kåret i imposante omgivelser på Børsen i København 1. oktober, får en fælles retail-inspirationstur til Shanghai senere samme måned.

Jeg citerer videre fra den officielle Danish Retail Award-side:

”Prisen skal skabe rum for at vise, at branchen er interessant med et utal af muligheder for at gøre karriere, og vi tror på, at prisen kan skabe synlighed om vindernes resultater og inspirere andre”.

Det er altså hele branchens største ledertalenter - på butiksplan - vi er på jagt efter.

Både Rema 1000 og Salling Group har fejret sig selv grundigt ved store arrangementer tidligere på måneden, men når der faktisk findes en pris, der bliver uddelt på tværs af de konkurrerende kæder, koncerner og systemer, synes jeg, at den fortjener en særlig opmærksomhed.

Skal vi tage en tur til sportens verden, vil det svare til at blive udtaget til landsholdet, og selv om man klarer sig rigtigt godt som en af de helt store profiler på sit klubhold, er det altså endnu et trin op ad karrierestigen, når man ikke kun konkurrerer med sine egne kolleger.

Sidste år gik priserne til to varehuschefer fra hhv. Føtex og Kvickly samt en butikschef fra Spejder Sport. I tidligere udgaver har Meny også været stærkt repræsenteret.

Der er allerede stærke kandidater i spil igen i år, men vi vil så gerne have alle de bedste på banen. Alle.

Opdateret 10. nov 2020