Så skal der festes!

6. jun 2019 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Sommeren er endelig kommet, pinsen står for døren, og folketingsvalget har fundet sine vindere og tabere.

Det giver alt sammen grund til at feste, især for den del af danskerne, hvis politiske favoritter har haft medvind.

Men valget lå dagen efter deadline for denne uges udgave af Dansk Handelsblad, så resultatet er stadig ukendt, mens jeg skriver denne leder.

Demokratiets festdag er den lidt højtidelige betegnelse, man har hæftet på både valgdage og Grundlovsdag. I år falder de oven i købet sammen.

Men det er ikke den form for fest, jeg tænker på lige nu.

Festen - eller rettere festerne, for der er to af dem - er af en meget mere konkret karakter, og de finder sted på nøjagtig samme dag, søndag 9. juni, pinsedag.

Franchisekæden fra Norge, Rema 1000, markerer kædens første 25 år i Danmark med en gigantisk personalefest. Og folkene i Salling Group fejrer let forsinket deres nye navn og uafhængigheden af en børsnoteret ejer i en formentlig endnu større skala. Ifølge en pressemeddelelse fra sidste år er der inviteret 40.000.

Tjekker man de tørre tal i branchens 2018-regnskaber, som vi gør i denne uges blad, er det også de to aktører, der har mest grund til at feste for resultaterne. Det er dem, der har vækst og tjener klart bedst.

Målt på markedsandele er det lige omkring halvdelen af dagligvaremarkedet, der kan fejre sig selv i pinsen.

Jeg vil benytte mig af lejligheden til at sige til lykke til dem begge - og ønske de tusinder af Rema- og Salling-folk hver deres gode fest!

Hver gang der åbnede en ny Netto, lovede kæden indtil for nylig i en standard-pressemeddelelse "et brag af en åbningsfest". Hvis det er målestokken, tør man slet ikke tænke på, hvor meget brag der så kan komme ud af at samle så mange Salling-ansatte på ét og samme sted.

Mens Rema lægger beslag på Boxen i Herning, hvor håndboldslandsholdet tidligere i år hentede guld som verdensmestre, har Salling Group sin egen festivalplads med to scener ved hovedkvarter og lagre i Årslev ved Aarhus.

Rygterne vil vide, at Jylland er blevet fuldstændig støvsuget for turistbusser den dag og den følgende nat, så der har måttet hentes forstærkning udefra for at sikre transport til alle til og fra festlighederne.

Alle Remas butikker holder lukket pinsedag - selv dem, der ellers godt må holde helligdagsåbent.

Det kan man da kalde selvtillid, når man tør give afkald på sin bid af den dags omsætning. Også selv om den må være mindre end normalt. Det er anden gang på få år, at Rema frivilligt har lukket alle sine butikker.

Den luksus tillader de sig ikke i Saling Groups markedsleder Netto, hvor 218 butikker holder åbent, mens kollegerne fester igennem. Skal man lede efter en fordel for bemandingen i de butikker kan det være, at de slipper for tømmermænd. Og det er så lige det kodeord, der fører tilbage til det folketingsvalg, som har været afholdt, når du læser disse linjer.

Dagen før valget tyder alle meningsmålinger stadig på, at et regeringsskifte bliver resultatet.

Derfor befinder vi os formentlig i en eller anden form for politisk limbo, når bladet udkommer, mens der bliver forhandlet regeringsdannelse og politiske prioriteringer for den nye regering.

I princippet kan der komme til at gå lang tid, før den er køreklar, og vi får løftet sløret for, hvordan en ny dagsorden kan påvirke dagligvarebranchen. Det er så først der, de politiske tømmermænd kan indfinde sig. Måske.

Men lur mig, om ikke de fleste af pinsens festdeltagere vil være fuldstændig uberørte af den slags. De skal nok give den gas under alle omstændigheder.

Opdateret 10. nov 2020