Så er der dømt madkrig

14. sep 2017 -
This describes the image
Per Thau. Foto: Dagrofa
Skrevet af: Redaktionen

Medierne har over den seneste tid beskrevet, hvordan der nu er udbrudt priskrig i dansk dagligvarehandel.

Dansk Handelsblad skrev sågar for nylig, at det var Meny som havde igangsat priskrigen med lanceringen af ”Discount Match”, hvorefter andre er fulgt efter med lignende tiltag.

Her i Dagrofa har vi ikke haft til hensigt at starte hverken en priskrig, eller for den sags skyld butikskrig eller dagligvarekrig. Det er i hvert tilfælde ikke de ”krige”, som vi har planer om at deltage i.

Folk er naturligvis stadig prisbevidste, specielt når det kommer til de traditionelle dagligvarer. Derfor er et tiltag som 500 varer til ”Discount Match” en fordel for vores kunder, da man kan kombinerer køb af kvalitetsvarer med dagligvarer til en konkurrencedygtig pris.

Men det er ikke nødvendigvis antallet af varer med ”Discount Match”, der afgør om man får succes, men relevansen af disse. I dansk dagligvarehandel anno 2017 er det er nemlig ikke kun et spørgsmål om at være billig, det er også vigtigt at være bedst på sortiment, kvalitet og service.

Vi har set et fald i salget af de helt billige varer på markedet, hvorimod omsætningen af de dyrere varer er steget markant.

Det modsvarer præcis den udvikling, som er sket med den danske forbruger over de senere år, hvor kvalitet, sundhed, og et bredt sortiment bliver et stadig vigtigere indkøbsparameter.

Samtidig med den øgede fokus på kvalitetsprodukter forventer kunderne også en god indkøbsoplevelse, hvor man både kan blive inspireret og hjulpet at dygtige medarbejdere.

I mange år var der kun et effektivt stykke værktøj i værktøjskassen, når der skulle kapres kunder fra konkurrenten, nemlig prisen. Sådan er det bare ikke mere, der er kommet andre vigtige værktøjer, såsom kvalitet, service og sortiment.

Vi tror, at det er med en fyldt værkstøjskasse, man har den største mulighed for at få succes i en meget konkurrencepræget dagligvarehandel.

Det er derfor, vi ikke er med i en priskrig.

Kampen om forbrugernes gunst tager ikke mere kun udgangspunkt i et lavt prispunkt, men også en god og helstøbt indkøbsoplevelse – det er det vi kalder en madkrig - og her er vi med for at vinde.

Opdateret 10. nov 2020