Rummelighed - detailhandlen går forrest
Antallet af praktikanter i danske virksomheder har været til debat, det samme har virksomhedernes integrationsindsats.
Faktum er, at detailhandlen gør en kæmpe indsats for at hjælpe vores medborgere ud på arbejdsmarkedet.
Jeg er oprigtigt stolt af den indsats, vi i detailhandlen gør for andre mennesker. Samtidig kan jeg se, at mange af mine 50.000 kolleger i Dansk Supermarked Group deler den følelse, for i vores årlige medarbejderundersøgelse scorer det at være en del af en mangfoldig og inkluderende virksomhed højt. Det er dem – medarbejderne og lederne lokalt – der står med opgaven i hverdagen, og det kræver hårdt arbejde af dem.
Rigtig mange mennesker her i samfundet har nemlig brug for en ekstra hånd, når de skal ud på arbejdsmarkedet, og der løfter mine mange kolleger en kæmpe indsats. Folketinget har besluttet, at afklaringer, opkvalificeringer, afprøvninger og lignende af ledige skal foregå i en virksomhed, ligesom at flygtninge skal i virksomhedspraktik indenfor de første fire uger i en kommune. En del af det at være en ansvarlig og mangfoldig arbejdsgiver er også at tage ansvar for det samfund, vores butikker og lagre er en del af.
Derfor bruger vi mange kræfter på vores mangfoldighedsindsats, som omfatter medborgere, der pga. langtidsledighed, stressdiagnoser, fysiske eller psykiske handicap, fl ygtningestatus eller andre årsager befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. Og det er noget, der kommer alle til gode; den enkelte borger, arbejdspladsen, virksomheden og samfundet som helhed, for bevarelsen af velfærdsstaten kræver en indsats af alle.
Alle kan få brug for en hjælpende hånd
Så vidt det store perspektiv, men hvem er det egentlig, vi taler om her? Lad mig give et par eksempler: Yngre mand sygemeldt i 10 år og nu på kontanthjælp. Lider af rygskader, slidgigt samt søvnmangel. Han har behov for at få sin arbejdsevne afklaret, ligesom han mangler kontakt med andre mennesker. Begynder hos os i praktik fire timer om ugen. Kvinde i 50’erne, der har været på kontanthjælp i 20 år. Begynder i praktik 10 timer om ugen – efter 6 måneders praktik er hun fastansat på 25 timer pr. uge. Somalisk mand, i løbet af 20 år i Danmark arbejdet sammenlagt halvandet år. Ellers på kontanthjælp. Først i praktik i seks måneder, efterfølgende løntilskud i tre måneder. Nu fastansat. Sådan kunne jeg blive ved.
I detailhandlen har vi en årelang tradition for at inkludere og rekruttere fra denne gruppe. Med dette følger også et ansvar for at behandle andre mennesker ordentligt og for at benytte de forskellige statslige og kommunale ordninger efter hensigten. Det vil sige, uden at praktikanter erstatter allerede ansatte. Det lever vi op til, og det er her, kritikerne af detailhandlens indsats går helt galt i byen.
Se på detailhandlen som det gode eksempel
En undersøgelse fra Dansk Erhverv viste sidste år, at 17 pct. af danskerne ser negativt på virksomheder, der ansætter flygtninge. Den holdning påvirker os, når vi er med til at løse en samfundsudfordring og yder lige præcis det bidrag, der er efterspurgt fra politisk hold og i sidste års trepartsaftaler. I år er det så antallet af praktikanter i danske virksomheder, der blevet kritiseret. Men er der grund til bekymring, når Dansk Supermarked Group, Coop, Dagrofa og Jysk ligger godt til i brugen af praktikanter? Eller bør man anerkende den indsats, disse virksomheder gør for at være en aktiv del af samfundet. Jeg kunne godt tænke mig, at kritikerne havde samme udsyn som 3F. I stedet for at pege fi ngre af dem, der gør noget, benyttede 3F lejligheden til at ruske op i andre større virksomheder, der er mindre aktive på denne front, og pointere, at der er et uudnyttet potentiale for en større virksomhedsindsats og for at slå på tromme for, at især løntilskudsjob i private virksomheder giver de ledige en rigtig god chance for et fast arbejde på sigt. I Dansk Supermarked Group fortsætter vi med fremover at tage ansvar for vores medborgere. Det er nemlig en del af at være en ansvarlig og mangfoldig arbejdsgiver.