Producentansvar for emballage – er det ikke først fra 2025?
Jo, det er korrekt, at det udvidede producentansvar for emballage først indføres i Danmark med virkning fra 1. januar 2025.
Men hvis det forleder nogen til at tro, at så er det ikke noget, vi behøver at beskæftige os med de næste par år, så tager de grueligt fejl.
Kategori 10Vigtigst er den bekendtgørelse som mere detaljeret fastlægger rammerne for den konkrete udformning af producentansvaret. Det er forventningen, at denne bekendtgørelse udstedes i løbet af 2022, og vil vi have indflydelse på indholdet af denne, så er det nu vi skal handle. Og det gør vi.
Som bekendt har MLDK sammen med dagligvarehandelen i Danmark et fælles dialogforum – DagSam. DagSam har netop til formål at finde fælles løsninger på fælles udfordringer på tværs af handel og industri. Og en fælles udfordring må producentansvaret siges at være.
Derfor forbereder DagSam sammen med Dansk Industri, Dansk Erhverv samt Landbrug & Fødevarer, hvordan man kan etablere en kollektiv ordning, som kan varetage en effektiv og miljømæssig optimal implementering af producentansvaret.
Med producentansvaret får vi leverandører og dagligvarehandelen ansvaret for at sikre, at de emballager, vi bringer på markedet, indsamles og genanvendes, så Danmark lever op til EU’s emballagedirektiv.
Det ligger fast, at vi som producenter får regningen og derfor ønsker vi naturligvis også maximalt indflydelse på, hvordan systemet indrettes. Vi ønsker kort sagt mest miljø for vores penge. Og det er ikke småpenge, vi taler om, idet det skønnes, at meromkostningen samlet set vil være omkring 1,5 mia. kr. årligt.
Vi har i DagSam vedtaget 5 hovedprincipper, som vi mener, skal være udgangspunktet for organiseringen af producentansvaret.:
1. Vi ønsker, at opgaverne placeres der, hvor de løses bedst og billigst. En effektiv konkurrenceudsættelse af de forskellige opgaver i hele værdikæden er et oplagt middel til at opnå dette.
2. Vi anerkender kommunernes kompetencer i forhold til affaldsindsamling og kommunikation med borgerne, men generelt bør opgaverne i et fremtidigt system varetages mest effektivt gennem åben konkurrence.
3. Vi ønsker, at der fastsættes ensartede krav til indsamlingsordninger på tværs af landet, herunder i hvilke fraktioner emballagen indsamles og sorteres.
4. Vi ønsker, at gebyrer i producentansvaret øko-moduleres, så de fremmer genanvendelse og minimerer miljøpåvirkning. Det vil skabe større incitamenter til at designe emballager til genanvendelse.
5. Vi ønsker, gennem mærkning og information, at sikre høj kvalitet i de indsamlede materialer. Indførslen af det udvidede producentansvar for emballage vil formentlig medføre den største omkalfatring af emballageanvendelse, siden plast som emballagemateriale blev almindeligt.
Producentansvaret kan blive dyrt og dårligt, men det kan også blive et godt og stort miljømæssigt fremskridt, hvis vi gør det rigtigt. Og det kan vise, at dagligvarebranchen mener det, når vi siger, at vi tager vores ansvar alvorligt.