Det er nemmere at være Per Bank, end det er at være Peter Høgsted. Og det er nemmere at være Nils Smedegaard Andersen, end det er at være Lasse Bolander.

Lyder det bare en anelse kryptisk, så handler det altså om, at dagligvaregiganten Dansk Supermarked Group er en væsentligt nemmere størrelse at håndtere end dagligvaregiganten Coop Danmark.

Adm. direktør i Dansk Supermarked, Per Bank, har isoleret set en meget enklere virksomhedsstruktur at forholde sig til end sin kollega i Coop, Peter Høgsted.

Bank vil ikke blive modsagt af mange i Dansk Supermarked. For Høgsted sker det dagligt i Coop.

I Coop-familien, som den selv betegner sig, har Peter Høgsted og formand Lasse Bolander en mindre myriade af bestyrelser, foreninger, råd og meget mere, som ikke per definition er indstillet på at gå til venstre, bare fordi toppen i Coop Danmark synes, at de skal.

Det er mennesker, som kan tænke selv, og som derfor har meninger om, hvad der er rigtigt og forkert.

Når det går godt, er det nemt at finde fodslag i familien. Når det går skidt, begynder det at knibe mere, og uenighederne vokser.

Coop er desuden en del af den gamle andelsbevægelse med sin 151-årige historie - og en form for demokrati, der i sig selv kræver, at flere bliver taget i ed - eller i det mindste hørt.

Og det er ifølge flere ledende skikkelser i brugsforeningerne manglende lydhørhed, der har fået kæden til at falde af for dem.

I de 364 selvstændige foreninger, der bl.a. danner rygraden i Coops succeskæde SuperBrugsen, er der for mange, som ikke føler sig taget alvorligt af duoen Høgsted og Bolander, når det gælder kurs eller prioriteringer i Coop.

Ideen om en stor sammenlægning af de tre brugskæder spøger i baggrunden.

Men der er ikke noget nyt i, at der er modsætninger mellem brugsforeningerne og Coop-koncernen. Det nærmer sig en slags had-kærlighedsforhold, hvor man i Coop kan opleve foreningerne som fodslæbende og konservative, mens foreningerne ved, at de kender deres lokale marked og kunder væsentligt bedre.

Coop står for en lidt verdensfjern centralisering og mangel på omkostningsbevidsthed - og så er der kiksede beslutninger som den forkætrede udlicitering af regnskaber til Indien og mangelen på rettidig omhu i forhold til IT-investeringer.

Coop har absolut ikke brug for uro lige nu, men når brugsforeningerne alligevel vælger at sætte hårdt mod hårdt - og mere eller mindre forlange topchef Peter Høgsteds afgang, er det udtryk for, at der ikke er blevet lyttet til dem på en måde, der kan mærkes.

Det går ikke i længden. Som franchisetagere kan de i sidste ende vælge at skifte grossist. Med en samlet omsætning, der ligger et sted mellem landets største kæder, Rema 1000 og Netto, ville Coop blive amputeret til uigenkendelighed.

Men det ender næppe der for Coop-familien. Som navnet siger, er der et slægtskab og en fælles historie, der fylder for meget.

Hvis nogen skulle opleve det som noget monomant eller en form for forfølgelse, at jeg to uger i træk skriver en leder, der mest handler om Coop, er jeg uenig.

Jeg gør det, fordi brugsforeningernes uventet åbne oprør er en af de potentielt mere skelsættende begivenheder i branchen længe - måske på højde med Dagrofas lukning af discountkæden Kiwi.

Hvordan Coops formand Lasse Bolander får løst den hårdknude, har jeg ikke noget bud på, men ét er sikkert:

Toppen af koncernen bliver nødt til at komme baglandet i brugsforeningerne i møde. Uden en mere aktiv tilgang til konfliktløsning er det kun Coops konkurrenter, der vinder på den konflikt.