Nye fronter i gamle krige

21. feb 2020 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Ikke færre end tre varme temaer trænger sig på som oplagte kandidater til denne uges leder:

Tilbudsaviser, e-handel med fødevarer og plantekost-trenden. Og jeg har haft svært ved at vælge bare et af dem fra.

Ingen af dem er spritnye - og da slet ikke tilbudsavisen. Men der er nogle store bevægelser i gang, som er ved at ændre betingelserne for en lang række af de udviklinger og diskussioner, som tidligere så ud til at være reduceret til marcher på stedet.

Med de helt store overordnede overskrifter, klima og digitalisering, som nye drivere er spillepladerne simpelt hen ved at blive tegnet om.

For at begynde med tilbudsaviserne, så er der vist ikke ret mange, der har tiltroet Coops forslag fra sidste år om at forbyde de trykte udgaver en kinamands chance for at blive ført ud i livet.

Udefra set kan forslaget måske gavne Coops ansvarlighedsprofil - på bekostning af visse rivaler i branchen. Men ellers ligner det mest af alt en tom markering.

Men der kommer en anden tyngde ind i den debat med erhvervsminister Simon Kollerups nye tilsagn om at få undersøgt i EU, om det vil kunne lade sig gøre at vende den eksisterende ordning for modtagelse af reklamer om. Så man aktivt skal vælge reklamerne til - i stedet for at gøre noget, hvis husstanden ikke vil have dem.

En af Kollerups S-partifæller og forgængere i embedet, Ole Sohn, forsøgte det samme i 2012 - og fik et nej ud af det. I løbet af de otte år, der er gået siden, er der unægtelig sket en del i forhold til vægtning af miljøhensyn.

Klima trumfer som bekendt det meste for tiden. Det fremgår sikkert tydeligt, at jeg ikke er jurist. Men man kan nok ikke udelukke, at Kollerup ender med at få et andet svar end sin forgænger.

2020 ser også ud til at blive året, hvor e-handel med fødevarer for alvor bliver løftet op på dagsordenen hos de største aktører i branchen, så Nemlig.com kommer til at kæmpe lidt hårdere på sin digitale hjemmebane. Omsider vil nogen sikkert mene.

Jeg tror nu, at det har givet god mening for både Salling Group og Coop at holde kannibaliseringen i forhold til butikkerne nede så længe som muligt. Men når presset bliver stort nok fra konkurrenter og kunder, kan tiden være kommet til at slå til.

Salling Group har sat et årstal på, hvornår man (også) skal være markedsleder på e-handel med fødevarer - det er i 2025 - så der må snart komme væsentligt mere tryk på den kanal end hidtil.

Landets største detailkoncern har testet forskellige modeller med Nettos abonnementsordning Fillup og Bilkas to go-opsamling. Men der må være mere i baghånden, som vi endnu ikke har set. Det vil næppe være nok bare at lægge en Føtex e-fødevarebutik oveni, hvis man vil nå en omsætning over de to-tre mia. kr., der som minimum må forventes at være nok for at tage tronen som markedsleder i 2025.

Der er også både klimadagsorden, fremtidige milliarder og helt nye aktører i branchen i en af de heftigste vækstrends set længe. Plantebaseret mad fylder måske ikke meget i din butik i dag, men der er så meget klima-medvind og fart på trendens udbredelse, at selv en garvet analytiker som Coops analysechef Lars Aarup har svært ved at følge med.

Holder den aktuelle vækstrate, kan dagligvarehandelens omsætning af plantebøffer, plantedrikke og de mange nye produkter, der følger i de næste bølger, ramme den første milliard allerede i 2023.

I ugens DH indsigt går vi lidt nærmere på et fænomen, som vi knap nok har set begyndelsen på endnu.

Opdateret 10. nov 2020