Nej, vi er ikke helt så dumme…

11. maj 2018 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Normalt skal jeg nok spare jer for længere udredninger om små og større problemer i forbindelse med produktionen af dit ugentlige Dansk Handelsblad, web'en dhblad.dk og det tilhørende nyhedsbrev.

Men der er tidspunkter, hvor ens forfængelighed kan blive mere ramt end andre.

Min egen faglige forfængelighed måtte tage et ordentligt hug i sidste uge, da Dagrofa-koncernen noget uventet sendte regnskabstal ud torsdag 3. maj om formiddagen - på et tidspunkt, da Dansk Handelsblads redaktion var lidt tyndt bemandet, fordi flere journalister var på opgaver rundt omkring i landet.

Det skulle dog ikke forhindre os i at få produceret nyheden om Dagrofas 2017-resultater og få den sendt ud i en ruf via vores nyhedsbrev. Men sådan kom det ikke helt til at gå.

Helt efter planen lå nyheden, som blev ugens suverænt mest læste, klar på dhblad.dk efter få minutter. Men derfra var der noget, der kiksede på en - for os - ubehageligt synlig måde.

Vi er nemlig ved at få udskiftet en gammel version af vores nyhedsbrev med en ny, som vi meget nemmere kan styre. Men i en periode forud for skiftet har vi måttet tage til takke med en langt mere besværlig overgangsløsning, der involverede flere forskellige parter.

Alle skulle være både tilgængelige, klar til at rykke hurtigt - og kunne gøre det fejlfrit.

Den gik så ikke lige torsdag formiddag i sidste uge, hvor supporten hos vores mailudbyder ikke lige fik udskiftet alle teksterne fra den forrige udsendelse - den om discountkæden Faktas lukning af 47 butikker.

Det resulterede i en hybrid-mail, hvor to vigtige branchenyheder blev blandet sammen på en absolut uskøn, men for andre underholdende vis. Og vi lignede altså lidt idioter, for at sige det mildt…

Men det er vi altså ikke, vil jeg bare lige sige.

På den anden side af den lille "hverdags-katastrofe" ligger der imidlertid en forbedring af vores nyhedsbrev.

Alt andet lige vil tempoet i vores formidling af dagligvarebranchens vigtigste nyheder stige lidt.

Det er også sandsynligt, at vi sender lidt flere mails ud, når der sker noget, som vi finder vigtigt nok for branchen til, at vi fortæller det videre med det samme.

Jeg kan ikke garantere for, at der aldrig igen opstår fejl i vores produktion. Men den form for farverige kiks, som sidste uges brogede nyhedsbrev om Dagrofas regnskabstal blev et præmieeksempel på, burde være fortid.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?