Når brancheglidning bliver for udfordrende
I dagligvarehandelen har ordet brancheglidning overvejende været et plusord. Det var det i hvert fald, da de store dagligvarebutikker for omkring 10 år siden hentede flere og nye nonfood-varer ind i sortimentet for at øge indtjeningen.
Men i dag kniber det med begejstringen for en ny slags brancheglidning, når lang tids undren over et dagligvaremarked så fladt som en pandekage er ved at blive afløst af en fælles erkendelse: Kunderne går (også) andre steder hen, når de køber mad. Langt fra dem alle - og ikke nødvendigvis hver dag. Men mange og ofte nok til, at de traditionelle dagligvare-butikkers omsætning lider under det.
I denne uges udgave af Dansk Handelsblad fremlægger formanden for bestyrelsen i markedsleder Coop Danmark, Lasse Bolander, friske tal over fænomenets omfang.
”…en markant ændring er altså også, at danskerne får deres mad andre steder fra, end de gjorde for 10 år siden. En undersøgelse fra Coop Analyse viser, at 14,8 procent på en almindelig hverdag enten spiser på restaurant, får take away eller færdigretter fra supermarkedet. Det er altså godt og vel hver 7. dansker, der på en gennemsnitlig dag ikke selv står for madlavningen”.
Bolander sammenligner udviklingen med situationen omkring discountbutikkernes ankomst til Danmark for 40 år siden. Tiden vil vise, om diverse måltidsløsninger kommer til at rokke lige så meget ved markedet. Det er næppe nogen trøst, men skal man tro helt friske tal fra Danmarks Statistik, har restauranterne det heller ikke for godt.
I 2015 faldt danske husstandes forbrug på restauranter mv. til det laveste niveau i 10 år, når man tager højde for prisudviklingen. Forandringer har altid været et vilkår - for dagligvare-handel såvel som alle andre brancher.
Der har f. eks. ikke altid været slagtere i supermarkederne. Eller selvbetjente supermarkeder for den sags skyld. Eller bake off. Grovfoder fylder ikke meget i sortimenterne i dag. Og en gang var der noget, der hed ismejerier. Man kunne blive ved.
Det, der fungerede fint i går, fungerer ikke nødvendigvis lige så godt i morgen. Her på bladet kan vi heller ikke sige os fri for også at have haft skyklapper på, når vi f.eks. år efter år især har fokuseret på den del af en fremvoksende online-handel, som er direkte sammenlignelig med almindelige dagligvarebutikker - med Nemlig. com i spidsen.
Der er gået rigtigt mange år, hvor e-handel med dagligvarer ikke er blevet til en faktor af betydning. Men dermed har vi til en vis grad overset betydningen af alle de små og større knopskydninger, som uden at være direkte sammenlignelige med butikkerne sagtens kan tage små bidder af deres omsætning alligevel. Og ikke mindst har vi været mindre nidkære med at følge den del af danskernes madindkøb, som ikke er gået gennem kasseapparaterne i en dagligvarebutik.
Det skal vi være bedre til - og det begynder vi på lige om lidt.
Her i 2017 vil vi året igennem gå tættere på mange af de aktører i markedet, som er dagligvarebutikkernes nye konkurrenter. De er umulige at få skovlen under med selv den stærkeste tilbudsavis, fordi de spiller et nyt spil efter andre regler.
Lasse Bolander efterspørger utraditionel tænkning i branchen. Vi håber på at kunne levere inspiration til den tænkning.