Markedsandele? De skal da op på væggen

7. feb 2019 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Så er det igen blevet den tid på året, hvor der følger en ekstragevinst med det ugentlige Dansk Handelsblad.

I år er den dog knap så tung, som den tidligere har været, for lige som resten af det danske erhvervsliv er vi slået ind på digitaliseringsvejen. Mere om det lidt senere.

Men i denne uge kan vi med glæde præsentere en spritny udgave af vores årlige plakat med det forkromede overblik over dagligvaremarkedet - med kæders og koncerners markedsandele og antal butikker. Vi både håber og tror, at den falder i jeres smag.

Ét år fik vi ikke lavet en plakat, men det kommer ikke til at gentage sig. Dertil var der for mange forespørgsler fra virksomheder, der savnede den.

Den nye 2019-plakat er allerede historisk, fordi den bliver den første af sin art, hvor den allerstørste del af markeds-”lagkagen” er farvet blå.

Det vil sige, at Salling Groups andel nu er (lidt) større end Coop Danmarks traditionelle røde. Det lykkedes aldrig under det gamle Dansk Supermarked-navn.

Plakaten skal imidlertid også ses som en forløber for digitaliseringen af det traditionsrige opslagsværk ”Hvem er Hvem i dansk dagligvarehandel”, som vi i år har sendt på pension i den trykte form.

Derfor er den bladpakke, som I modtager med det ugentlige Dansk Handelsblad, ikke helt så tung som før.

I processen er projektet med digitaliseringen af Hvem er Hvem imidlertid vokset, så det med tiden skal udvikles til en større vidensressource på nettet, der samler mange slags viden fra flere kilder for jer med interesser i dansk dagligvarehandel (og et Dansk Handelsblad-medlemskab).

Det tungere opslagsstof på dhviden.dk, som den nye portal kommer til at hedde, skal samtidig koble sig til de løbende dagsaktuelle nyheder på dhblad.dk.

Vi arbejder for tiden intenst på at få sendt dhviden.dk i luften i en nær fremtid. Præcis hvornår det sker, håber vi meget snart at kunne fortælle jer.

Med en digital platform vil vi løbende kunne opdatere butiksantal for de enkelte kæder og sørge for, at det altid er de helt aktuelle direktørnavne, der tegner listerne over kæder og koncerner. Vi kan også sørge for, at nøgletal altid vil stamme fra en kædes ellers koncerns seneste årsrapporter.

Vi er imidlertid oppe mod den kendsgerning, at det danske dagligvaremarked oplysningsmæssigt er lidt af et u-land, så jeg kan ikke love, at vi også vil kunne opdatere noget så hyperrelevant som markedsandele. Når der i nogle danske kæder er en modstand mod at dele flere informationer med os og resten af omverdenen end påkrævet i diverse lovgivning, bliver der tit henvist til en hård konkurrencesituation i markedet. Og ja, konkurrencen er både hård og skærpet. Så meget, at klimaet i branchen ifølge flere veteraner har lidt skade af det.

Derfor skal der i dag både en kronprinsesse og en højere sag til for at samle så mange dagligvaretopchefer på ét foto, som det lykkedes for Kræftens Bekæmpelse først på måneden, da organisationen uddelte en hæderspris til alle de kæder, der nu gemmer tobakken væk i bestræbelserne på at skabe en røgfri generation i 2025.

De står ikke ligefrem arm i arm i det royale selskab, men næsten skulder ved skulder, topcheferne fra Salling Group, Rema 1000, Lidl, Coop Danmark og Aldi.

Spørgsmålet er, om der igen bliver en lejlighed til at skyde et tilsvarende foto?

Vi kan håbe det. Ikke mindst for samfundets skyld. Dagligvarebranchen har om nogen mulighed for at udrette noget godt.

Opdateret 10. nov 2020