Statistik er en ubarmhjertig størrelse.

Mens det meste af dagligvarehandelen klager over en svag vækst, og kæderne lægger store mængder energi i at innovere og finde nye veje til danskernes hjerter - og især deres pengepunge - landede en ny forbrugsundersøgelse fra Danmarks Statistik midt i manges efterårsferie.

Den viser, hvor mange penge den gennemsnitlige husstand brugte sidste år - og hvordan.

En af de ting, der springer i øjnene, er, hvordan forbruget af madvarer følger nogle tydelige mønstre med meget små udsving.

For eksempel er den andel af det samlede forbrug, som går til ”fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer”, praktisk taget ens på tværs af landets fem regioner - 11-12 pct.

I det fattige Midtjylland (hvor Dansk Handelsblad hører til) bliver der brugt 32.623 kr. per husstand til mad om året, mens det er 40.415 kr. i det mere velhavende hovedstadsområde. Men procentdelen er stort set identisk.

På andre punkter er forskellene meget større fra region til region.

Københavnerne bruger ikke så overraskende en større procentdel på at bo, end vi gør i resten af landet. Og dobbelt så meget som gennemsnits-midtjyden på hoteller og restauranter.

Og så kan man gætte sig til, om et relativt lavere forbrug på alkohol og tobak i Syddanmark har noget at gøre med, at det kan fås billigere nogle kilometer sydpå i Tyskland…

Sammenligner man forbruget fra år til år, sker der heller ikke meget. Den gennemsnitlige danske husstand brugte i 2015 56 kr. mere på maden end i 2014.

Jeg gentager: 56 kr.

Måler man i faste priser, hvor inflationen ikke spiller nogen rolle, har det årlige forbrug på fødevarer per husstand ligget mellem 29.000 og 32.000 2005-kroner lige siden 1994. De seneste år ligger cirka i midten af det interval.

Og nej, det er ikke en naturlov, at danskerne ikke KAN bruge mere i supermarkederne. Men det kræver tydeligvis noget af en indsats at få dem til det.

Nu er det jo absolut ikke min opgave at forsøge at lægge en dæmper på begejstring, virketrang og indsatser rundt omkring i butikkerne og deres bagland. Tværtimod.

Og som forbruger synes jeg gennemgående, at det er blevet sjovere at købe ind nu, for jeg støder i højere grad på nye, uventede, mere spændende og lækrere varer i dagligvarebutikkerne, end jeg gjorde for bare få år siden.

Jeg kan bare konstatere, at når det store regnestykke bliver gjort op over de usandsynligt store mængder af til- og fravalg, som bliver truffet af millioner af forbrugere i butikkerne hver dag, så er det forbavsende, hvor lidt det rykker sig.

Måske skal det i virkeligheden ses som et udtryk for, at var I bare fortsat på samme kedelige uniforme kurs som tidligere i 00’erne, var større dele af forbruget havnet andre steder end i dagligvarehandelen.

Det er i sandhed en supertanker, der skal flyttes på, hvis I skal tage en større bid af forbrugs-kagen. Det kræver både tålmodighed og kræfter at ændre på, men hold fast: Alternativet er ikke så sjovt.