Den lokale fødevarebølge handler om, at vi som forbrugere vil vide, hvor vores mad kommer fra, hvordan den er fremstillet, og hvem der har fremstillet dem. Det fører ofte til den misforståelse, at lokale varer har noget med geografi at gøre.

Det har de ikke.

Det lokale er først og fremmest en romantisk fortælling, ikke en geografisk. For at en vare kan sælges som lokal, skal den være fremstillet af en mindre producent hele vejen ud til forbrugeren.

Hvis jeg har noget prægtigt naturgræsset kvæg gående på en marsk i Sønderjylland, så er det ikke en lokal vare, hvis jeg får køerne slagtet hos Danish Crown. Danish Crown er nemlig en stor producent. Ønsket om det lokale er altså et ønske om, at vores fødevarer bliver til i hænderne på Poul Reichard og Tove Maas i ”De Røde Heste”. Det medfører det paradoks, at lokale varer skal basere sig på en forretningsmodel, hvor vækst ikke må komme fra volumen. For hvis den lokale producent vokser sig for stor, så er den ikke lokal mere.

Væksten skal komme fra at producere varer i begrænset volumen, men til en højere og højere pris, efterhånden som efterspørgslen stiger. Problemet er jo bare, at man på et tidspunkt rammer loftet - og hvad så? Det betyder også, at alle de kæder, der efterspørger lokale varer for tiden ikke for alvor tør investere i dem. De små lokale producenter er jo ekstremt personfølsomme. Hvad nu hvis Poul Reichard falder ned fra en traktor og brækker ryggen, lige når en kæde har sparket en bunke penge i at udvikle hans forretning og modne den til introduktion på hylderne? Eller hvad hvis Tove Maas bare vågner en dag og hellere vil være yogainstruktør? Det er alt for risikabelt, og der er mange usikkerhedsfaktorer, når det gælder det lokale.

Ikke desto mindre bliver drømmen om den lokale vare en væsentlig driver for øget bæredygtighed i fødevareproduktionen i de kommende år, netop fordi det ikke er en geografi sk drøm, men en værdibaseret drøm. Når man taler med landmænd, så synes de altid, at romantik er noget skidt. De mener som regel, at forbrugerne trænger til at få deres forestilling om virkeligheden justeret en anelse. Men der er ikke noget galt med romantik. Det er en forestilling om, hvordan vi godt kunne tænke os, at vores fødevarer blev fremstillet. Det er ikke realistisk, det er ikke rationelt, men der er ikke noget i vejen med idealer. Folk har ret til at sige: sådan kunne vi godt tænke os, at det var. Hvis ikke nogen siger det, så kommer vi aldrig nogen vegne.