Leder: Tømmermænd ugen derpå
Skulle nogle af jer være lidt trætte af at høre om Black Friday, har I min fulde forståelse.
Denne leder handler nu heller ikke kun om årets Black Friday i sig selv. Den handler blandt andet også om positionering: Hvordan er det lige, at man som detailvirksomhed gerne vil fremstå i forbrugernes øjne? På en Black Friday - og resten af året.
Men til at begynde med lidt kolde fakta om årets store shoppedag, 23. november 2018: Dagens Dankort-omsætning nåede 1,94 mia. kr., og det var under det tilsvarende tal for samme dag de seneste tre år.
2017 ligger stadig øverst med 2,11 mia. kr. - fulgt af 2016 med 2,00 og 2015 med 1,98 mia. kr.
Siden årsskiftet er Dankortet imidlertid blevet svækket i konkurrencen mod de internationale kreditkort, hvor de gebyrer, der tidligere afholdt mange forbrugere fra at bruge dem mere, nu er væk.
Derfor er markedsandelene for de internationale kort formentlig voksende. Også fordi bankerne har økonomiske interesser i at pushe dem til forbrugerne. Og dertil kommer et voksende antal nye muligheder for at betale direkte fra konto til konto - udenom Nets.
Så måske har den sorte fredag alligevel overgået sig selv igen. Det er bare blevet sværere at måle.
En række andre indikatorer har imidlertid også peget i retning af et svigtende forbrug. Således er forbrugertilliden faldet støt siden sommer - og nu kan den formindskede optimisme være ved at sætte sig reelle spor.
Også de seneste detailomsætningstal fra Danmarks Statistik viste et fald fra september til oktober.
"En mulig forklaring kan være, at nye traditioner med store handelsdage som f.eks. Black Friday har ændret mønstret for detailsalget. En anden mulighed er, at mere detailhandel sker via udenlandske webshops", lød et bud på en forklaring fra statistikerne.
Sådan er der mange kvalificerede gæt på, hvorfor vi ikke bare ser et forbrug, der løfter sig i takt med det, vi er vant til under et opsving.
Og så bød Black Friday også på et digitalt nedbrud, som der er ved at være tradition for. Denne gang var det stort og kollektivt på grund af et overklippet kabel her i Østjylland.
Nedbruddet - som også ramte Dansk Handelsblads website - varede trods alt næppe så længe, at det kan have sænket dagens omsætning betydeligt. Det vil nok i højere grad have flyttet omsætning fra de ramte sites til andre.
Tilbage i 2016 forsøgte jeg mig - lidt forsigtigt - her på denne plads med at spå om, at den store sorte shoppedag IKKE ville sætte rekord igen. Det var en lidt af en satsning, og jeg fik da heller ikke ret.
Men det var tæt på, for fremgangen i forhold til 2015 blev kun på 18 mio. kr. - altså småpenge, når vi er oppe i den størrelsesorden. Det var imidlertid nok til, at jeg siden har holdt mig fra at kloge mig alt for meget på, hvor vinden blæser hen - og hvor kraftigt.
I dag kunne jeg i teorien påstå, at knækket på den opadgående Black Friday-kurve bare kom lidt senere, end jeg havde ventet. Men det ville nok være noget af en tilsnigelse.
I stedet kan jeg konstatere, at der også er kommet mere liv i protesterne mod den form for forbrugskultur, der ligger bag en kommerciel begivenhed, som i den grad har været eksponeret grundigt ud over alle platforme.
Det er ikke kun mere rabiate forbrugergrupper, der er kritiske. Møbelgiganten Ikea har gennem flere år talt Black Friday ned - ud fra sin "faste lave priser"-position.
I dagligvarehandlen har Coop Danmark grundlæggende heller ikke den store interesse i at konkurrere på rabatter, og den kooperative gigant kan til gengæld pleje sine rødder ved at udskifte rabatterne med velgørende donationer den dag - som det skete i år for første gang.
Det virker som et logisk fravalg, der kan give noget goodwill hos de traditionelle Coop-medlemmer. Og forstærke loyaliteten.
Endnu et aspekt af det fulde billede er, at der vil være forbrugere derude, som tidligere har følt sig lidt snydt. Hvis de én gang har oplevet, at Black Friday-rabatterne har været oversolgt, kan det have skadet tilliden til hele konceptet.
Sådan en forbruger vil næppe have lige så travlt med at jage tilbud året efter. Nok om det. Vi skal videre. Julehandlen er skudt i gang. Og den er stadig årets vigtigste periode for dagligvarebutikkerne.