Leder: 2018 slutter uden Amazon og usynlige cigaretter overalt
Begivenhedsfattige år findes ikke i dagligvarebranchen. Alligevel vil 2018 måske mest blive husket for nogle af de helt store og potentielt epokegørende begivenheder, der ikke fandt sted.
Coop fik for eksempel ikke en ny formand. Lasse Bolander vandt et dramatisk formandsvalg i april og fortsætter på posten frem til 2021. Mindst. Til den tid vil han have været formand i 13 år.
Og Coops topchef Peter Høgsted er ikke blevet fyret, som jungletrommerne ellers ville vide det i tiden efter formandsvalget.
I denne udgave af Dansk Handelsblad fortæller han om tingenes tilstand i Coop - og strategi og planerne for de kommende år.
Meget er forandret i Coop i 2018, men det blev ikke til en palads-revolution. Til gengæld måtte Coop afgive tronen som markedsleder gennem mange, mange år til førsterivalen, Salling Group.
Og når vi er ved formandsvalg: Også købmændene i DSK skal have ny formand, når Lisbeth Dalgaard til foråret skal være ny formand for Dansk Arbejdsgiverforening. Den nyhed fik vi dog ikke med i sidste uges trykte avis - og det er vi ikke så stolte af.
Onlinegiganten Amazon kom heller ikke til Danmark i år. Det fik nogle medier ellers overbevist sig selv og en del læsere om.
Nogle nåede endda at skrive, at ankomsten - som ikke var blevet bekræftet - var blevet udsat. Det kunne i princippet være rigtigt. Men jeg er så skeptisk, at jeg mere læser det som et forsøg på at redde sig ud af en noget forhastet spådom.
Så er der andre, der siger, at Amazon allerede er her. Og selvfølgelig kan man allerede nu handle på Amazon, men ikke på en dansk side. Og selv om Amazon hører til blandt danskernes mest brugte webshops, er markedsandelen stadig meget lille sammenlignet med den dominans, man ser på store markeder som Tyskland og hjemlandet USA.
E-handlernes brancheorganisation FDIH har her i bladet gættet på, at der kommer et Amazon.dk i 2019 - med den tilføjelse, at det først for alvor gør en forskel, når danskerne får adgang til det store katalog af fordele og rabatter, der ligger i et Amazon Prime-medlemskab.
Danmark har heller ikke fået en ny regering, for der har ikke været det folketingsvalg, som det ellers har trukket op til meget længe. Men lige netop det kommer med 100 procents sikkerhed i 2019.
Vi har heller ikke fået en lov mod synlige cigaretter i butikkerne - endnu. Skulle rød blok sætte sig på magten efter valget, vokser sandsynligheden imidlertid for, at den kommer.
I mellemtiden har Coop stillet et borgerforslag om netop det. Midt i december havde det opnået støtte fra knap 4.000 personer, mens der kræves 50.000 for at bringe det videre i det politiske system. Der er dog nogle måneder tilbage til at hente mere opbakning.
For at blive i det politiske felt troede vi først, at EU-systemet ikke ville nå frem til en enighed om, hvordan det fremover vil regulere samhandelen på fødevareområdet. Men efter Dansk Handelsblads deadline onsdag 19. december lykkedes det alligevel.
Her kort før jul står det ikke helt klart, præcis hvordan en fair samhandels-lov kommer til at se ud, men de store leverandører kommer også fremover til at klare sig uden den form for ekstra beskyttelse.
Og så blev 2018 også på mystisk vis til året, hvor vi pludselig ikke fik de sædvanlige tal for, hvor stor en andel private label-varerne udgør af omsætningen i dansk dagligvarehandel.
Hvert år har den internationale organisation PLMA ellers udsendt statistikker, der beskrev udviklingen i mange lande, herunder Danmark.
Og det havde vi ikke lige set komme: At en eller flere af de danske dagligvarekoncerner fik blokeret for, at man kan se, om mærkevarerne fortsat må afgive hyldeplads til varer i kædernes egne mærker. Er private label-andelen så vokset igen i 2017 - og i år? Ja, mon dog ikke. Men vi det ikke.
Efter den lange stribe af ikke-begivenheder vil jeg her til sidst vende mig mod den klassiker, som mange af jer står midt i: Julehandelen. Den er nemlig stadig lige virkelig og travl. Og salget af piskefløde, ænder og rødkål, konfekt, flæskestege og pebernødder vil igen løfte sig til niveauer uden sidestykke i resten af året.
God julehandel til jer - vi vender tilbage igen i 2019, hvor den første avis udkommer 11. januar. Den digitale udgave er klar to dage før, og årets første nyheder kommer på dhblad.dk fra 3. januar.
Denne artikel er en opdateret udgave af lederen i det trykte Dansk Handelsblad, der udkom 21. december.