Der var engang, da de officielle kostråd var baseret på, hvad der er sundt at spise og drikke, og hvad der ikke er.

Dette princip forlod man allerede for nogle år siden, da anbefalingerne om indtag af alkohol blev reduceret fra 21 genstande til 14 genstande for mænd og fra 14 til syv for kvinder.

Adspurgt om det faglige grundlag for denne reduktion svarede Sundhedsstyrelsen, at der ikke var noget videnskabeligt belæg, men alene en holdning om, at man ikke bør drikke så meget.

Denne holdningsbaserede anbefaling af, hvad vi bør indtage, får nu fuld skrue i nogle nye kostråd, som Fødevarestyrelsen er på vej med.

De kalder dem ”klimavenlige kost-råd”, og for dog at have en form for fundament, han man bestilt en rapport hos Københavns Universitet, som servilt har leveret, hvad de er blevet bedt om.

Jeg har ikke læst universitetets rapport, men at dømme efter Ritzaus omtale af den har man lavet nogle ”beregninger”, der viser, at man ”sparer dødsfald” ved at indtage mindre salt, mindre rødt og forarbejdet kød samt mindre mættet fedt.

Samtidig sparer man også dødsfald, hvis man spiser fisk, skaldyr og grønt, og det tæller med i scenariet for rødt kød, for når man ikke spiser det ene, spiser man nok det andet, og så er effekten dobbelt så god.

På den måde når man frem til, at der er en gevinst på ”510 sparede dødsfald alene ved at skære ned på rødt og forarbejdet kød”, skønt der mildt sagt her er tale om kreativ bogføring.

Og hvad er et sparet dødsfald? Er det det evige liv?

Det får man indtryk af, når man læser omtalen af rapporten, for ved at følge de nye anbefalinger kan man ”undgå omkring 1069 dødsfald årligt” (i øvrigt et sjovt cirka-tal).

Da min læge for en del år siden advarede mig om, at jeg levede i fare for at dø af en hjerte-kar-sygdom, og jeg spurgte, hvad jeg i stedet burde gå efter at dø af, blev han svar skyldig.

Og det samme gør øjensynligt Københavns Universitet, som tilsyneladende antager, at man ved at følge de nye kostråd vil være frisk som en havørn, til man opnår en alder på omkring Metusalems.

Sådan vil det jo imidlertid ikke være, og derfor er de ”sundhedsgevinster”, som universitet opgør til ”mellem 11,1 og 12,5 mia. kr.”, overordentligt tvivlsomme.

Af disse kommer en stor del fra ”forbedret livskvalitet”, hvor man må spørge, hvordan en sådan kan gøres op i penge.

Men alt tæller med i dette bestillingsarbejde, hvor man dog øjensynligt ikke har opgjort effekten i almindelig samfundsøkonomi og således ser bort fra, at det jo ikke er gratis at lade folk dø af alderdom.

Det siger jo ellers sig selv, at når man på denne måde forlænger livet på ubestemt tid, vil det lægge et så stort pres på den offentlige økonomi, at man for eksempel bliver nødt til yderligere at udsætte pensionsalderen; og der kan da godt være dem, som ikke synes, at det vil give en ”forbedret livskvalitet”.

Foruden det tvivlsomme i det sundhedsfaglige og økonomiske grundlag, er spørgsmålet selvfølgelig, hvilken virkning det vil få på klimaet, hvis danskerne følger rådene.

Hvor meget vil det påvirke vandstanden i Atlanterhavet?

Det giver omtalen ingen svar på, men lad mig minde om, at Danmark står for ca. 1 promille af de globale udledninger af drivhusgasser, og at ca. 20 pct. af denne tusindedel kommer fra landbruget – og heraf 60 pct. fra husdyrholdet.

Det er altså disse 60 pct. af 20 pct. af en promille, som man nu vil fremme med nye ”klimavenlige kostråd”. Den største effekt vil imidlertid nok kunne registreres på kostrådenes troværdighed.