Kommentar: Når handling giver mening
For nylig holdt jeg oplæg til en konference hos Kræftens Bekæmpelse om, hvorfor vi som de første landsdækkende kæder har valgt at gemme al tobak væk i Netto, Føtex, Bilka og Salling.
40 unge begynder at ryge hver dag – den udvikling skal vendes. Det var alle enige om hos Kræftens Bekæmpelse.
Men noget andet er, når de gode intentioner møder virkeligheden. For vores kolleger i butikkerne står i første række, når vores initiativer på ansvarlighed skal omsættes i hverdagen.
Jeg kan stadig selv få mareridt over, da jeg solgte fyrværkeri i Føtex i Brabrand for godt 20 år siden. Gennem 14 dage stod jeg op til en lang omgang skældud fra mindreårige, som jeg forsøgte at forklare, at jeg på grund af en lovbestemt aldersgrænse ikke måtte sælge krudt.
Sådan er udfordringerne også i dag – ofte med mere snørklede budskaber end en aldersgrænse. For det er komplekse problemstillinger, vi sætter i spil.
Og når man balancerer med to småbørn og en indkøbsvogn i det lokale varehus og bare gerne vil hjem og lave mad, så kan jeg nogle gange tvivle på, om vores budskab nu også er nået helt ud: F.eks. hvorfor tobakken er gemt væk, der pludselig er pant på plastikposerne nogle steder – eller sugerør nu er lavet af bambus, hvedestrå eller papir.
Derfor blev jeg også rigtig glad, da en tilhører efter mit oplæg hos Kræftens Bekæmpelse rejste sig og fortalte, hvordan hun som tidligere ansat i kiosken i en Føtex oplevede, at vi gemte tobakken væk.
Hun fortalte, at det gav komplet mening, at vi har valgt at bidrage til målet om en røgfri generation – det var noget af det nemmeste at forklare kunderne.
Og det her med mening: Det er de senere år blevet et centralt begreb i mange virksomheder - og også i Salling Group, efter vi i år blev 100 procent tilbagekøbt af Salling Fondene og skiftede navn fra Dansk Supermarked.
Vi er naturligvis stadig købmænd. Men udbyttet fra vores drift går nu ikke til aktionærer, men til to hovedområder: Til udvikling af forretningen, f.eks. at Netto nu kan sætte fuld turbo på udrulning af nyt butikskoncept, og at vi kan investere massivt i kompetenceudvikling hos medarbejdere. Og til Salling Fondene, som siden 2012 snart har givet en milliard kroner tilbage til samfundet.
Aktuelt har Salling Fondene via lokale Føtex-varehuse givet 11 donationer med fokus på socialt arbejde og bæredygtighed rundt om i landet.
Der er planlagt flere lokale donationer til næste år, og det giver virkelig mening for vores kolleger ude i varehusene, at Salling Fondene giver noget tilbage til deres lokalsamfund i form af f.eks. et projekt, der skal omdanne havplast til nye produkter, en legeplads på byens torv eller genskabelse af et rekreativt område til glæde og gavn for hele byen.
I detailbranchen påvirker vores handlinger direkte danskernes hverdag og har derfor offentlighedens bevågenhed. Den opmærksomhed er med til at gøre branchen spændende: Vores handlinger bliver udfordret, rist, rost og debatteret.
De danner grundlag for større principielle diskussioner: Lige fra politisk plan til rundt om spisebordene. Og netop derfor er vores handlinger så vigtige, da vi både konkret og holdningsmæssigt kan bidrage til at præge en mere overordnet samfundsdebat- og udvikling.
For 2018 blev i hvert fald året, hvor vi ved at gemme tobakken væk gav danskerne en ny vinkel til at forholde sig til rygning og sundhed ud fra. Vi løfter ikke pegefingre – men med vores handlinger bidrager vi gerne til debatten om en sundere fremtid, særligt for vores børn.
Detailbranchen består af fantastisk dygtige mennesker, som er vant til at rykke hurtigt, prøve nye ideer af – og handle. Derfor er vores branche også blevet af de store områder, som for alvor tydeliggør de positive forandringer, vi som virksomheder kan bidrage til.
Så lad os i branchen fortsætte med at gøre ord til handling og vise vejen. Som når vi gemmer tobak væk i stedet for blot at vente på, at politikerne tager beslutningen for os.
Og lad os da så endelig åbent diskutere, hvorfor vi gør det – og hvorfor andre tøver. Også selvom det i nogle perioder godt kan gøre hverdagen lidt mere bøvlet.