Klimavenlige intentioner rammer mur af kompleksitet

7. nov 2019 -
This describes the image
Nina Preus Landbrug og fødevarer kommentar klimavenlig Foto: Landbrug&Fødevarer
Skrevet af: Redaktionen

Mange forbrugere vil gerne tage ansvar for at have et mere klimavenligt forbrug, end de har i dag. Men det kan være svært at gennemskue, hvad der vil have den største positive betydning for klimaet, og samtidig spænder udfordringer i hverdagslivet ofte ben for de gode intentioner.

Klimadagsordenen har for alvor har fået tag i danskerne og er blevet det helt store samtaleemne hjemme i stuerne. Spørger vi forbrugerne, om de gerne vil ændre adfærd for at leve mere klimavenligt, peger 96 pct. på minimum ét område, hvor de er villige til at ændre adfærd.

Det kan dog være svært helt at gennemskue, hvad der egentlig er et mere klimavenligt forbrugsvalg. Det er da også et komplekst begreb, hvor mange dagsordener fylder og kan være modstridende.

Samtidig hersker der usikkerhed om, hvad der egentlig er op og ned. Ikke mindst, fordi ”klimavenlighed” ikke altid rimer på ”bæredygtighed” – et endnu mere komplekst begreb, der også omfatter miljøet og etiske aspekter som arbejdsforhold og dyrevelfærd.

Vaner spænder ben for gode intentioner

Men hvad er forbrugerne så mest villige til selv at gøre? I en ny undersøgelse stiller vi forbrugerne over for 35 forskellige handlinger og beder dem prioritere det, de helst selv vil gøre - og helst undgå at gøre. Her ser vi, at især initiativer som at undgå madspild og plastik samt købe flere danskproducerede varer og flere fødevarer i sæson står højt på listen hos mange.

Omvendt får handlinger som f.eks. at undgå forskellige typer kød, skære ned på forbruget af streamingtjenester eller undgå flyrejser kun mere begrænset tilslutning.

Det kan være svært at ændre på vanerne, og listen med kriterier i indkøbssituationen er i forvejen meget lang. Det skal være noget, som smager godt, mætter og er nemt og hurtigt at tilberede, helst til en god pris - men samtidig også af acceptabel kvalitet.

Og så skal man selvfølgelig huske sundheden – dog immervæk alt sammen med det forbehold, at man kun køber, hvad man ved, bliver spist derhjemme.

For dårlig stemning ved bordet og dét at skulle smide mad ud bagefter er jo heller ikke så godt. Om den enkelte fødevare så også er klimavenlig, skal derfor skabe sig en plads i en situation, hvor der allerede er flere stærke dagsordener, der kæmper om forbrugernes opmærksomhed.

Samtidig mangler der pejlemærker i butikken, idet klimavenlige varer ofte er svære at identificere.

Kompleksitet kan føre til ”bæredygtigheds-apati”

Ikke nok med dét, så er der en række dilemmaer og nødvendige kompromisser forbundet med at agere mere klimavenligt.

Oplevelsen af uendelige valgmuligheder med uoverskuelige konsekvenser for nogle føre til en slags ”bæredygtighedsapati”, hvor man lukker af for kompleksiteten og blot vælger enkelte handlemuligheder, som man så går helhjertet ind for.

Et eksempel er at huske at bruge egne indkøbsposer, når man handler ind. Og så ellers fortsætte derudaf, som man plejer. Finder man senere ud af, at den løsning, man var gået helhjertet ind for, i virkeligheden ikke har den store betydning for klimaet, kan det være noget af en mavepuster. Så føler man sig slået tilbage til start og endnu mere forvirret end før.

Vi ser i øjeblikket, hvordan forbrugerne værdsætter og kalder på større mod og klarere holdninger fra politisk såvel som kommerciel side.

Her har fødevareproducenter og detailhandel en mulighed for at gå forrest. Skal man møde forbrugernes efterspørgsel efter klimavenlig mad og drikke, er det vigtigt, at det gøres nemt, enkelt og gennemskueligt for forbrugeren. Det skal være løsninger, der ikke kræver voldsomme ændringer i madkultur og vaner.

Noget, som f.eks. lader forbrugerne at skyde genvej, og som relativt nemt og uden for store kompromiser kan integreres i eksisterende vaner og præferencer. Ingen kan dog alt, så det er vigtigt, at man som producent gør sig klart, hvor ens styrker er, og hvor man står henne i arbejdet med produktionen af klimavenlige fødevarer.

Opdateret 10. nov 2020