"Den største aktør på det danske marked for dagligvarer, Coop, kan blive kastet ud i en historisk stor krise".

Ordene herover er ikke mine, men indledningen på en artikel i Finans, Jyllands-Postens elektroniske erhvervsavis.

Mediet havde fået fat i nogle triste regnskabstal for brugskæderne i første halvdel af 2017, og detaljeringsgraden tyder på, at det var den ægte vare.

Nu er Coop-familien organiseret så tilpas komplekst, at det kan være svært at vurdere, om der mangler detaljer af betydning for at bedømme tingenes tilstand. Men godt står det ikke til, selv om Coop i sin kommentar til oplysningerne siger, at "samlet set har Coops kæder klaret sig bedre i år sammenlignet med sidste år". Det har i nogen tid været udbredt viden i branchen, at Coop er trængt i markedet.

Men årsagerne er mange og mere komplekse, end at de kan kortes ned til et spørgsmål, om topchef Peter Høgsteds linje er den rigtige, når han satser på kvalitets-fødevarer frem for pris.

Der er strukturelle forandringer i gang i markedet, som gør, at Coops klare forspring i antallet af butiks-kvadratmeter ikke længere er den fordel, som det har været - især når der bliver tjent for lidt på de kvadratmeter, fordi der står et forkert navn på butiksfacaden - eller fordi tiden er løbet fra placeringen.

Høgsteds oprør mod markeds- konventionerne har været en modig satsning, men den er ikke blevet belønnet. Måske har timingen været forkert, måske har han overvurderet mulighederne for at omvende gennemsnits-danskeren til at ændre indkøbsmønstre.

Internt i Coop er der heller ikke nødvendigvis det helt store fodslag bag Peter Høgsteds linje. Det har længe været tydeligt, at både tilbudsaviser og andre markedsføringskanaler i år har slået kraftigere på klassiske virkemidler som priser og rabatter - måske i et forsøg på at afbøde omfanget af den markedsmæssige nedtur.

Men dertil kommer også Coops lange historie som forbrugerejet virksomhed, der normalt bliver markedsført som en fordel.

Med til den historie hører imidlertid også, at kooperationen ikke har leveret overskud, som har været store nok til at opbygge en central opsparing, der svarer til de mange leveår.

Der har været noget "fra hånden i munden" over det, og Coop har ikke frit kunnet vælge at investere så meget, som der har været behov for.

Der er ganske vist penge til stede i Coop-familien, men de er fordelt rundt omkring i mindre kasser i de selvstændige brugsforeninger.

Til sammen har de egenkapital på over 4 mia. kr. - næsten det dobbelte af Coops. Men gennem tiden har de ikke haft den store lyst til at dele dem med den fattigere del af familien.

Lasse Bolander, Coops dobbelte formand for ejerforeningen og Coop Danmarks bestyrelse, har ofte henvist til den historiske arv - og jævnligt sammenlignet Coop-familien med en slægtsgård, som det gælder om at få afleveret til næste generation i en bedre tilstand, end man selv modtog den.

Ud fra de betragtninger virker Coop ikke i en afl everingsklar stand lige nu. Men det bliver meget snart et aktuelt spørgsmål, om Lasse Bolander skal fortsætte som formand.

Til foråret 2018 udløber hans seneste periode som valgt formand, og derfor vil han igen være på valg. Vi ved bare ikke, om han stiller op igen.

Med i alt 10 år på posten har Bolander været med hele vejen fra daværende topchef Per Banks pæne resultater i tiden omkring opløsningen af Coop Norden, efterfølgeren Jesper Liens voldsomme ekspansion af discountkæden Fakta og nu Peter Høgsteds madagenda.

Han har dermed også været med til at beslutte at bruge mange penge på at etablere discountbutikker i massevis på mere eller mindre tvivlsomme placeringer på et tidspunkt, da Coops IT-systemer allerede var godt forældede og trængte gevaldigt til en opgradering.

Det er efterhånden bevist grundigt, at bagklogskab er den sikreste form for klogskab, men mon dog ikke også Bolander selv fortryder det i dag?

Han startede ellers ud som nyvalgt formand med brask og bram og meldinger om, at Coops overskud skulle øges markant. Det var et populært budskab sidst i 00'erne, men i takt med, at realiteterne viste, at så let var det ikke, er indtjeningsambitionerne blevet mere beskedne. En del. Nu bliver det spændende at følge den kommende formandsvalgkamp - set i lyset af Coops aktuelle problemer.

Bolanders tidligere valg og genvalg var nogle tamme affærer, bl.a. fordi Coops form for demokrati ikke er et ægte demokrati i den forstand, at der findes en reel opposition med direkte adgang til 1,7 mio. medlemmer.

Nu er der ikke nødvendigvis noget i vejen med et repræsentativt demokrati, men alle dele af foreningen Coop Amba bakker jo i det daglige op bag formanden.

Det er svært at se, fra hvilken platform en eventuel modkandidat skulle kunne føre en ordentlig valgkamp. Det skulle da lige være, hvis brugsforeningerne kunne enes om en kandidat.