Julehandelens nye kamelpukler
I denne uge vil vi helt undtagelsesvis begynde med poesi. Det sker muligvis aldrig igen:
“Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.”
En af landets mest kendte og anerkendte digtere, Henrik Nordbrandt, har på enkel vis virkelig forstået at ramme en stemning, som mange af os andre vil genkende. November er grundlæggende så mørk og på mange måder trist i vejret, at måneden kan føles meget længere end de kun 30 dage, den faktisk varer. Meget.
Men med al respekt for Nordbrandt har han nok ikke tilbragt lange perioder i sit liv i detailhandelen. Og da slet ikke de seneste.
For november er i løbet af få år blevet en af årets mere travle og hektiske i handelen, i takt med, at det amerikanske fænomen Black Friday har bredt sig som en steppebrand over store dele af verden, inklusive Danmark.
Herhjemme har Black Friday i stigende grad ændret velkendte handelsmønstre, så julehandelen nu starter med et meget hypet brag - og ikke arbejder sig langsomt i gang for at kulminere i de sidste åbningsdage før 24. december.
Nu er der i stedet gået lidt kamelpukler i kurven: Der er én top omkring Black Friday, i år om tre uger, fredag 24. november, og en anden i de sidste dage før juleaften.
Som forbruger skal man nemlig være lidt smådum eller doven for ikke at bruge chancen for at handle, når der er rigtigt gode tilbud på varerne - som der i princippet er overalt den sidste fredag i november. Så mange køber af den grund julegaverne i god tid.
I Danmark har Black Friday-fænomenet i begyndelsen været onlinehandelens tilbudsfest, men den har siden spredt sig til butikker, centre, bymidter og kæder på en måde, der gør, at man som detailhandler bliver nødt til at foretage sig noget særligt den dag - for ikke at gå helt glip af en bid af den udvidede omsætningskage.
Dagen suger i den grad omsætning til sig - både fra perioden op til 24. november og i tiden efter.
Det kræver meget af mindre udvalgsvarebutikker, der ikke har en jordisk chance for at matche de volumener, som giganter indenfor favoritvarer som elektronik, tøj og sko kan præstere.
Dagligvarehandelen går heller ikke længere fri.
Når varehusene må tage kampen op med stærke nonfood-tilbud den dag, er der vel ingen grund til ikke at forsøge at få kunderne til at handle weekend-mad samtidig. Så må supermarkederne også gøre noget mere for at holde tallene - og så kører det hele.
I USA har fredagens tilbudsræs spredt sig ud over flere dage, hvor især Cyber Monday - på den anden side af weekenden - har været e-handelens store dag.
Også herhjemme har der været tilløb til at gøre fredagen til flere dage. Den tendens kan have fået en ekstra skrue i år.
Sidste år vovede jeg pelsen her i spalterne med en spådom om, at Black Friday-omsætningen havde toppet. Der tog jeg fejl, for den voksede med 18 mio. kr. - ud af et samlet salg på 2 mia. kr.
I år skal jeg ikke ud og kloge mig på, om kurven knækker. Danskerne har fået flere penge at gøre godt med, og måske bliver flere af dem fyret af her i november.
Men Black Friday må klare sig uden mig - med mindre, der viser sig et helt ekstraordinært godt tilbud…