Jagten på juleanden

19. dec 2016 -
This describes the image
Ansvarshavende redaktør på Dansk Handelsblad Jesper Veber Knudsen Foto: Ulrik Samsøe Figen

Nu går slutspurten ind.

Årets allerbedste sæson, julehandelen, er den, der kan redde et halvtamt regnskabsår - eller tabe resten på gulvet.

Nu skal der sælges mere piskefløde, flere brunekager, ænder, gæs, flæskesteg og alle de andre typiske julevarer, end hos konkurrenterne. Piskefløden har tit været det helt store kampagne-våben i den sidste fase op mod 24. december. Men billig fløde er et velkendt fænomen.

I år får dagligvarebutikkerne imidlertid igen skarp konkurrence på dele af juleomsætningen fra en voksende underskov af specialister, der angriber fra mange hjørner. Se nu bare på juleanden. Landet største online-supermarked, Nemlig. com, har i år sparket gevaldigt til markedsføringen af sit bud på and med levering lige før juleaften. Det har stået på lige siden midt i november, og der kan ligge en ’first mover’-gevinst i det hos travle forbrugere, som gerne vil have styr på højtiden i god tid. Der bliver i hvert fald meldt om travlhed hos Nemlig.

Økologisk Landsforening var senere ude med en guide til gårdbutikker, der sælger øko-jule-stege af enhver art. Men for de danskere, der vælger den model, kan det blive til en helt selvstændig og småromantisk udflugt på landet.

Jeg har lavet en hurtig google-søgning på juleand, og helt i top blandt søgeresultaterne lå et betalt link fra en virksomhed, jeg ikke lige kunne huske at have hørt om før. Odc-mad.dk står for Our Danish Charcuterie, en økologisk online-slagterbutik med base på Gl. Kongevej i København.

Man skulle faktisk helt ned til en niendeplads i søgningen, før der mellem opskrifter og andre netbaserede specialbutikker dukkede et navn på en dagligvarekæde op. Og da handlede det bare om, at Rema 1000 havde vundet en juleande-test i BT - i 2011.

Juleanden er imidlertid bare ét eksempel på, at kampen om kunderne skal udkæmpes i et mere diverst marked end for bare få år siden.

Hvad kan vi så lære af det? - som den afdøde kult-skuespiller Gotha Andersen sagde det i rollen som lærer Madsen i nogle ældgamle børneudsendelser på tv. Jo, dagligvarebranchen har længe været dynamisk, fyldt med hurtige dag til dag-beslutninger. Men nu kommer dynamikken i stigende grad udefra. Brancheglidning handler i dag ikke som for få år siden om, hvor meget salg varehusene kan gafle fra udvalgsvarehandelen.

Paraply-begrebet disruption er allerede slidt - men det kommer ikke ud af ingenting. Det er ikke til at forudsige, hvor den nye konkurrence kommer fra - og fra hvem. Det kan lige frem vise sig sundt at være lidt mere paranoid, oppe på mærkerne og på vagt - i 2017 kan det komme til at gå endnu stærkere.

Skifter vi hurtigt til vores egen branche, mediebranchen, er den i virkeligheden langt hårdere ramt af nye vilkår, rammer og betingelser. Digitalisering er et tema i sig selv - og giganterne Facebook, Google og Youtube løber med mange af de annoncekroner, der tidligere gik til aviserne. Her er fornyelse mindst lige så meget et must, som det er i dagligvarehandelen.

Det kommer I, kære læsere, også til at opleve, når vi kommer lidt ind i 2017. Dansk Handelsblad har flere nye initiativer i støbeskeen - store som små, på print såvel som online. Mere vil jeg ikke røbe nu.

Til gengæld vil jeg sige tak til jer alle for det år, der næsten er gået - og på gensyn i et 2017, der uden tvivl også bliver begivenhedsrigt.

Opdateret 10. nov 2020