Mediebranchen er ikke ligefrem kendt for at være én, hvor lysten til at indrømme fejl er særligt stor. Nogle gange skal der et stærkt ydre pres til for at få os i branchen til at medgive, hvis vi har været for hurtige, for kategoriske - eller helt har misforstået komplekse sammenhænge.

”Læger begraver deres fejl, og journalister offentliggør deres”, lyder en stående vittighed blandt journalister. Men det er ingen hemmelighed, at det på mange måder kan være problematisk, hvis et medie med gennemslagskraft rammer ved siden af - med store omkostninger for de implicerede. Selv et åbenlyst forkert billede af en given situation kan blive stående længe efter, at fejlen er blevet rettet. Og så har jeg slet ikke nævnt den helt bevidste bearbejdning af virkeligheden, som går under den efterhånden temmelig belastede betegnelse ”fake news”.

Nu er en god, stejl faglig stolthed ikke den ringeste kvalitet at stive sig af med. Det gælder også på et felt som vores, hvor de daglige bestræbelser for at beskrive udviklingen i branchen så virkelighedsnært som muligt ikke nødvendigvis flugter med de glansbilleder, som nogle virksomheder og organisationer helst tegner af sig selv.

I dagens medieproduktion er risikoen for at plumpe i mere overhængende nogensinde. Tempoet er højt i en øget konkurrence om at komme først, og det kan være svært både at nå at få sat en nyhed ind i den rigtige sammenhæng og få fakta-tjekket alle detaljer. Der findes imidlertid tidspunkter, hvor jeg helst ville lægge mig fladt ned og rykke ud med et klart dementi, fordi vi måtte erkende at have taget entydigt fejl.

Det gælder for eksempel Dansk Handelsblads forsideartikel 21. august: ”Mundbind bliver snart et krav i supermarkedet”, skrev vi på forsiden. Det var det klare indtryk, vi havde fået af diverse interviews med centrale kilder i både dagligvarebranchen og hos myndighederne - uden at nogen kunne sige det så direkte.

Ugerne gik, men her midt i september er mundbind stadig ikke påkrævet i supermarkedet. Det indgik heller ikke som et element i de seneste corona-stramninger for København og omliggende kommuner. Det forhindrer dog ikke, at kravet kan komme på et senere tidspunkt. Og der har været en dialog mellem sundhedsmyndigheder og bl.a. dagligvarehandelen om, hvordan et mundbindskrav kan håndteres.

Men foreløbig slipper vi for det. Godt det samme. Dels fordi det at bære mundbind i sig selv ikke er særligt behageligt. Slet ikke, hvis man som butiksansat skulle gøre det en hel arbejdsdag. Men når det lader vente på sig, bliver det en håndgribelig markering af, at corona-smitten stadig ikke løber løbsk - trods eftersommerens fortsatte smittestigning. Det er et af flere værktøjer i kassen, som myndighederne helst vil undgå at tage i brug. Men de forbeholder sig retten til at stramme op med flere restriktioner, hvis de nyeste ikke får effekt nok.

Trods den flydende situation føler jeg mig næsten sikker på, at uddelingen af årets Danish Retail Award løber af stabelen i den gamle Børs-bygning i København som planlagt fredag 18. september - den samme dag, hvor den trykte udgave af Dansk Handelsblad udkommer.

Der er ganske vist skruet ned for fejringen med plads til langt færre deltagere - og faste siddepladser - i den store sal i Christian 4.’s ikoniske bygning lige ved siden af Christiansborg, hvor priserne bliver uddelt.

Jeg ved, at de tre vindere af titlen som ”Danmarks bedste og mest nytænkende butiks- og varehuschefer ” må vente på at modtage hovedprisen, som er en storstilet studietur til New York, til næste år. I almindelige år er vinderne kommet af sted umiddelbart efter prisuddelingen.

Men uanset corona-situationen har Dansk Handelsblad igen i år den ære at stå bag prisen sammen med Dansk Erhverv, erhvervsskolegiganten ZBC samt Konsul Axel Nielsens Mindelegat. Og uanset omstændighederne omkring fejringen fortjener de tre vindere et stort til lykke herfra!

Hvem de er? Ja, det må vi først fortælle fredag 18., når priserne er overrakt.

Følg med på dhblad.dk.