Når jeg køber ind til aftensmaden sidst på måneden, er det fløjtende ligegyldigt, om der er penge på bankkontoen eller ej: Jeg slipper ikke for at betale for madvarerne.

Okay, der findes stadig mange steder i landet, hvor man kan vente lidt med at betale - ”få skrevet på bogen”, som man sagde i gamle dage - hvis tilliden mellem købmanden og kunden gennem mange år er til det, og købmanden ikke er for presset på likviditeten.

I Coops butikker kan man som indehaver af et af Coop-familiens egne kreditkort udskyde betalingen, uden at det koster mere.

Det er en del af den pris, som dagligvaregiganten betaler for en øget loyalitet, og lur mig, om ikke det regnestykke i længden også er til Coops fordel. Der er i hvert fald en udvidet udgave på vej, hvor flere Coop-medlemmer end i dag får mulighed for at købe på kredit.

I udvalgsvarehandelen er den slags finansierede handler mere udbredt. Af og til også rentefri.

Jeg har selv en gang købt cykel på den måde hos en landsdækkende frivillig kæde, og cykelhandleren forklarede mig, at logikken i det var, at hans kunder på den måde var mindre tilbøjelige til at holde den samlede pris nede. Ren psykologi.

Men springer vi til relationen mellem dagligvarehandelen og dens leverandører, er der for tiden en murren blandt leverandører, som med sikkerhed ikke selv har ønsket sig, at der kan gå omkring 120 dage, før de bliver betalt.

Dagligvaregiganterne er imidlertid helt tilfredse med den styrkelse af deres pengestrømme, der ligger i de udskudte betalinger.

Men det er næppe en praksis, der i længden gavner udviklingen i branchen. For de store leverandører, der selv generer tilstrækkeligt store pengestrømme, ændrer det måske ikke det helt store - og de finder sikkert også veje til at sende aben videre.

Vi har f.eks. her på bladet hørt om en stor, unavngiven dansk leverandørvirksomhed, hvis egne betalingsbetingelserne nu er landet på løbende måned - plus 65 dage. Det breder sig altså som ringe i vandet.

De helt små leverandører med unikke varer, der kan løfte en kædes profil, får tilsyneladende en pænere behandling end den mere grå masse af mellemstore leverandører - kategoriernes toere og treere.

Men grundlæggende kan man spørge sig selv, om det er en sund praksis, når der kan komme til at gå måneder, fra en vare er modtaget hos detaillisten, til den også er afregnet. Den kan jo sagtens både være solgt og spist længe inden. Er det rimeligt? Det er i hvert fald ikke intentionen i den lovgivning, der regulerer området.

Hvor udbredt fænomenet med meget sene betalinger er, ved vi ikke lige nu. Men meget tyder på, at det kunne være udbredt. Det er lige en sag for leverandørernes interesseorganisation Dagligvareleverandørerne - i daglig tale DLF - at få undersøgt. Måske er sådan en undersøgelse allerede på vej. Resultaterne af sådan en undersøgelse vil vi så meget gerne skrive om.

Dagligvaregiganterne har i et vist omfang lyttet til leverandører, der har klaget deres nød over likviditetsproblemer som følge af sene betalinger. Både Coop og Dansk Supermarked peger på en slags faktura-belåning, hvor leverandørerne kan få deres penge, før varerne bliver afregnet.

Men der er jo ingen, der går ind i at finansiere den slags, uden at de skal have deres bid af kagen - og hvem er det lige, der ender med at betale den regning?