Lige så sikkert som amen i kirken er det, at en række politiske partier i hver eneste valgkamp, når de føler sig presset, spiller ”udlændingekortet”.

Hvad enten det handler om (yderligere) at begrænse indvandring og tilstrømning af asylansøgere eller fremme hjemsendelse og udvisning. Og hvad enten man er enig eller uenig i en sådan politik, er det helt sikkert, at slagsmålet sjældent bliver kønt, og at det i hvert fald ikke fremmer lysten til efterfølgende samarbejde mellem partierne om de fælles integrations-udfordringer.

Det kom jeg til at tænke på for nylig, da en repræsentant (med en engelsksproget titel) for en af de større dagligvareaktører midt i et oplæg (med engelsksprogede power points) påpegede, at virksomheden så sandelig var ”danskejet” i modsætning til henholdsvis ”tyske” og ”norske” kæder på dansk jord. Danskejet ja, men hvor håndteres bogholderi og IT, hvor stor er importandelen af de solgte varer osv.?

Lad os droppe udlændingekortet

Jeg synes, at vi skal droppe ”udlændingekortet” i dansk dagligvarehandel. Vi – danskejede kapitalkæder, danske andelsselskaber, danske franchisekæder og selvstændige danske købmænd – bidrager alle til finansiering af vores velfærd, til beskæftigelse og uddannelse af vores unge, til udbuddet af gode danske (og udenlandske) fødevarer, til en skarp priskonkurrence til fordel for forbrugerne og lokal sammenhængskraft.

Nogle måske nok lidt mere end andre – men så gør vi det typisk på forskellige områder og bidrager dermed tilsammen til en ganske velfungerende dansk dagligvarehandel.

Tilsvarende skal vi passe på med at gøre os mere klima- og miljøbevidste end andre. Hvad enten det handler om kampen mod madspild, klimavenlig emballagehåndtering, produktion af tilbudsaviser, salget af økologiske varer osv. osv., så forsøger alle – ingen nævnt og dermed ingen glemt – at imødekomme (en del af) forbrugernes ønsker, det politiske behov og (måske ikke mindst) at se godt ud i mediernes søgelys.

Men er det nødvendigvis det sidste, som skal styre vores adfærd? Hvordan vi ser ud? Og ikke hvad vi faktisk gør, kan og vil?

Pas på med urealistiske planer

År tilbage proklamerede enhver generalsekretær for det kommunistiske parti i Sovjetunionen en femårsplan, som stort set aldrig blev gennemført med de ønskede resultater. Hvad der ikke forhindrede dem i at komme med nye, stadigt mere vidtløftige femårsplaner – og der var jo (heller) ikke dengang en kritisk presse til at afsløre vælgerbedraget.

Forhåbentlig kommer vi med regeringens klimapartnerskabs-politik aldrig i nærheden af sovjetiske tilstande med helt urealistiske løfter og planer. Forhåbentlig har vi – eller har vi det? – kritiske medier, som vil afsløre aktører, som lover både dit og dat, men ikke vil kunne stå på mål for en prøve i Detektor.

Når det politiske krav er massivt, og når erhvervslivet ”en bloc” kan frygte alternativerne til selv at tage ansvar – hvad enten det er en CO2-afgift af hidtil usete dimensioner og/eller både forbud og påbud – kan man ikke udelukke, at virksomheder fristes til at komme med forslag hinsides al realisme. Men det er faktisk heller ikke særlig dansk.

Lad os – som normalt – søge fælles løsninger

Normalt har det været en god dansk tradition, at vi ikke taler dårligt om kolleger/konkurrenter i branchen, at vi ikke fremhæver os selv på andres bekostning, at vi – om muligt og tilladt – søger fælles løsninger, løfter i flok og er til at stole på, når det handler om fælles politiske udfordringer. Hvorefter vi kaster os ud i den sædvanlige, inciterende og for forbrugerne velkomne konkurrence på beliggenhed, udvalg, service, priser… og samfundsansvar!

Men måske er alt ikke længere normalt!