Handl lokalt - og gør det nu – vigtigere end nogensinde
Gennem tiderne er der lanceret mange kampagner for at få forbrugerne til at handle lokalt.
Nu er det imidlertid vigtigere end nogensinde, hvis byens borgere vil undgå at stå med en by uden butikker, cafeer og restauranter – eller lokalavis.
Hvis Danmark forbliver lukket ned i mere end 14 dage, vil vi se en øgning i antallet af butikslukninger, og i visse byer i provinsen vil hele gader komme til at fremstå butiksløse.
I værste fald kan vi nogle steder i Danmark opleve en total nedsmeltning af detailhandelen, og betegnelsen ”spøgelsesbyer” vil være en kendsgerning.
De af byens borgere, der vælger at forblive indendørs og foretage indkøb via nettet, bør overveje om ikke de samme varer kan købes fra lokale butikker, der i den aktuelle situation skal tilbyde vareudbringning til førnævnte forbrugere.
Regeringen har grundet Corona-virus lukket offentlige kontorer og større produktionsvirksomheder, der forhåbentlig snart kan genoptage arbejdet igen.
Når det gælder de fysiske butikker, er risikoen imidlertid, at mange af disse ikke genopstår i et privat ejerskab, hvilket vil vise sig, at blive et stort tab for byen, der kommer til at mangle de selvstændige ildsjæle.
De berammede statstilskud der er lanceret søndag den 15.marts får næppe den store betydning for de butikker, der i dag mangler kunder, og som ikke ved, hvornår og hvordan kunderne kommer tilbage, og da med hvilke holdninger til forbrug og indkøb.
Danske detaillister har her og nu behov for fuld opbakning fra de lokale forbrugere.
I modsat fald er der stor risiko for, at mange mindre og mellemstore byer i løbet af de kommende måneder ender som butiksløse ”spøgelsesbyer”, hvor intet mere bliver, som det var før februar 2020.