Varer, hvor detailhandlen selv er angivet som producent, kaldes for private labels- og nogle gange privat mærkevare. Vi støder på private labels i langt de fleste supermarkeder under navne som ”X-tra”, ”Levevis”, Budget”, ”Julefryd” osv.

Fordelen ved private labels er, at de kan sælges billigere end kendte mærkevarer, og som detaillist tjener man 10-30pct. mere på dem. Derfor er det ikke så mærkeligt, at private labels har vundet stort indpas på hylderne i landets supermarkeder.

Det er dog værd at overveje konsekvensen af denne tendens – af flere årsager. For det første gør det stigende udbud af private labels det sværere for forbrugeren at sammenligne priser mellem butikker, hvilket kan svække konkurrencen på markedet. For det andet – og det er hér alarmklokkerne ringer for en varemærkeekspert som overtegnede – er der en god chance for, at man ved at producere private labels der ligner kendte mærkevarer, risikerer at krænke andres eneret på produktets form, udseende eller navn.

Hvor går grænsen?

Ét af parametrene der bruges til at vurdére, hvor meget produkter må ligne hinanden, kalder man i juraverdenen for branchekutyme. Det vil sige det mere eller mindre formaliserede regelsæt en bestemt branche benytter sig af.

For eksempel vil man typisk opleve at emballagen på coladrikke med normalt sukkerindhold er røde, mens de sukkerfri varianter er holdt i grå eller sorte farver.

Et andet eksempel findes på kaffehylden, hvor der også er en forkærlighed for bestemte farver. Grøn indpakning signalerer økologi, blå indikerer at der er tale om et hverdagsprodukt, sort står for eksklusivitet osv.

Når farver symboliserer egenskaber ved varen, er der større råderum, og ingen kan dermed monopolisere farverne.

Eksempler kan hjælpe os på vej

Danske domstole har haft mulighed for at tage stilling, og her kommer to sager, der kan sige noget om, hvor grænsen går. I begge sager var der tale om krænkelse:

Striden mellem Bisca og Lu , havde Lu valgt at placere logoet og ordet ”digestive” samme sted på emballagen, og man havde brugt samme farver.

Det samme gjorde sig gældende i sagen mellem Biotex og D’Or-Tex , som helt åbenlyst har mange lighedspunkter med originalproduktet.

En anden interessant sag, som desværre ikke er afgjort endnu, er mellem Kims og Taffel om udseendet på deres respektive chips/snacks. Kims fik registreret udseendet af deres chips som varemærke i 2015 , hvorefter Taffel nedlagde en indsigelse, der stadig verserer.

Min vurdering er, at Kims taber denne sag, da udseendet af lige netop dette produkt ikke er noget, som vi forbrugere normalt associere med en bestemt virksomhed.

Som sagt er det svært på forhånd at vurdere, om et produkt krænker et andet produkt samt om et private labels ligger for tæt på mærkevaren. Dog bør man som minimum overveje følgende, inden man lancerer sin næste private label:

Er der i forvejen mange mærker, der ligner hinanden på markedet, vil der oftest være rum til endnu ét.

Er der mulighed for variation, og vil den observante forbruger kunne se forskel i en travl hverdag?

Tænker man, ”for pokker, hvor ligner de produkter hinanden”, er der nok noget om snakken.

 

LÆS UDSKRIFTER FRA SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG:

Sag 1: LU Nordic A/S mod KelsenBisca A/S

Sag 2: Unilever N.V. og Unilever Danmark A/S mod Coop Danmark A/S og Nopa Nordic A/S