Fortidens regnskaber møder corona-virkeligheden

16. apr 2020 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Påsken er forbi, og Danmark er efter godt en måneds corona-nedlukning på vej til at blive et lidt mere normalt samfund. Lidt.

Ved Dansk Handelsblads deadline onsdag morgen er der fortsat flere uvisheder end kendte fakta, og nedlukningerne er stadig omfattende.

Af særlig stor betydning for dagligvarehandlen gælder det bl.a. storcentre, cafeer og restauranter.

Branchens konkurrence-billede blev for alvor tegnet om efter 11. marts, da regeringen offentliggjorde flere af de mest markante nedlukningstiltag.

For rene dagligvarevirksomheder har det været en salgsmæssig fordel, at en af de værste konkurrenter i kampen om danskernes måltider, udespisningen, er blevet sendt til tælling.

Men efter statsminister Mette Frederiksens seneste pressemøde 14. april er der lagt op til et hurtigere tempo i genåbningen, og dermed kan cafeer, restauranter og storcentre måske komme i omdrejninger tidligere end 10. maj, som i et stykke tid har været den tidligst mulige dato.

Men trods alle hjælpepakke-milliarderne bliver det et spørgsmål, hvor mange spisesteder, der har overlevet så lang en nedlukning.

Ugerne op mod påske blev domineret af den store uenighed mellem Salling Group og konkurrenterne om påskehandlen - og branchens fælles anbefalinger om at handle lokalt.

Tilsyneladende er den debat trukket hen over påsken, så udlægningen af, hvordan handlen egentlig gik i de dage, flugter meget godt med den position, som blev lagt fast inden.

Vi savner lidt en uafhængig overdommer til at afgøre, hvem der har mest ret. Jeg kan forsikre jer om, at vi har søgt neutral information at læne os op ad.

Med en deadline kun godt et døgn efter påskens afslutning kunne det ikke nås til dette blad.

Men følg med på dhblad.dk, hvor vi håber på at have friske tal snart. Muligheden for at sprede danskernes påskeindkøb ud over flere dage og butikker gav principielt god mening, når man ser isoleret på de nødvendige madindkøb. Men tilsyneladende er der også gået corona-kuller i dele af befolkningen, som er valfartet til bl.a. byggemarkeder, elektronikgiganter og til Bilka for at shoppe for sjov og gør det selv-projekter i hus og have. Altså af den slags, der - også principielt - kunne undværes.

Som en yngre kvindelig Bilka-kunde udtrykte det, da hun skærtorsdag blev interviewet af det regionale TV2 Østjylland: ”Jeg kedede mig. Der skulle ske noget”.

Der er ingen uenighed om, at det gælder om at sikre de butiksansatte og kunderne bedst muligt mod at blive smittet i en pandemi, som ikke har et sidestykke i flere generationer.

Vi har set tv-billeder fra Italien, Spanien og New York med situationer, som for enhver pris skal undgås herhjemme. Som tiden går, og antallet af alvorligt syge og døde i Danmark kun stiger relativt langsomt, falder forsigtigheds-paraderne dog lidt, mens sprækkerne i det nationale sammenhold vokser.

Ikke mindst med udsigten til en nedtur i økonomien med potentiale til at slå finanskrisen. Men ikke et ord mere om påskehandel på denne plads.

Så må vi se, om suspension af lukkeloven igen bliver et tema til pinse om seks uger, hvor de store butikker ellers skal holde lukket to dage i træk. Mit gæt er, at det ikke sker.

I en lidt nærmere fremtid er der udsigt til, at 2019-regnskaberne for tre af de fire største dagligvarekoncerner ankommer som perler på en snor her i april måned: Først Dagrofa og Salling Group og til sidst Coop Danmark.

Hvor offentliggørelserne af regnskaberne plejer at høre til årets største begivenheder i branchen, lander de i år nærmest som ekkoer fra en fjern fortid - fri for corona-bekymringer.

Topcheferne fra de tre regnskabsaktuelle aktører har allerede været på banen for at fortælle, at 2019-resultaterne ser bedre ud end året før.

Måske vil det derfor være forventningerne til resultaterne i indeværende regnskabsår, der løber med den største interesse. Og eventuelle udbytter til ejerne hos de virksomheder, der har noget at betale med.

Det er ikke sikkert, at de bliver så store som planlagt før corona-krisen.

Opdateret 10. nov 2020