Forår i dagligvarebranchen
Lige nu kan man ikke undgå at komme i godt humør, når man arbejder i dagligvarebranchen.
Ikke alene havde vi en god julehandel, fremgangen er fortsat i det nye års første måneder. Og kigger vi mere overordnet på det, der foregår lige nu og – ikke mindst - alt det, der er på vej for os som branche, må man sige, at der er forår i luften.
Lad mig pege på nogle af de positive tendenser, der er i markedet:
Forbrugerne har flere penge, og de er nu begyndt at bruge dem på det, de spiser og drikker. Som bekendt er det restaurationssektoren, der i første omgang har nydt mest af det.
Men det har åbnet et vindue af muligheder for os for at sælge varer med større værdi, varer af højere kvalitet og varer med større avance. Det kommer til at skabe langt større forandringer, end vi har set i mange år.
Hvor forandringer hidtil har handlet om at gøre butikkerne mere effektive, mere strømlinede og mere ens, så handler det fremover om at udvikle ting, der nye, bedre og anderledes end det, konkurrenterne har. Det kommer til at handle om at skabe noget nyt. Set med mine øjne er det langt mere meningsfyldt end at producere mere af det samme.
Teknologien er i en hastig udvikling, som kommer til at gøre kundernes hverdag lettere – og åbner mange spændende muligheder for os som virksomheder. Når man tænker på, hvor mange ressourcer vores branche har brugt på de trykte tilbudsaviser gennem de seneste 40 år, så er det opmuntrende at se på den nye verden, der åbner sig med den nye IT.
Læs også: Tilbudsavisen flytter milliardomsætning
De gammeldags trykte tilbudsaviser slipper vi snart for. Med apps på smartphones og andre digitale kanaler sparer vi svenske skove og udgifterne til distribution, samtidig med at vi kan være mere relevante for kunderne.
Bip & Betal, hvor kunderne selv scanner varerne med deres smartphone var for kort tid siden fjern fremtidsmusik. Nu kan kunderne slippe helt uden om kassekøen over hele landet.
Læs også: Coop lancerer selvscanning i samtlige butikker i 2019
Onlinehandlen med dagligvarer kommer for hver dag et skridt nærmere det afgørende gennembrud. Det er mere meningsfyldt at gøre hverdagen nemmere med ny teknologi, frem for at fortsætte med gammeldags løsninger, der er bøvlede for kunderne og dyrere for os.
Klimaet er en af verdens absolut største udfordringer. Men også her synes jeg, man kan glæde sig over, at vores branche gør en reel indsats for at reducere klimabelastningen.
Det er grundlæggende godt at se, hvordan belastende plastik fjernes og erstattes af mindre belastende materialer hos flere aktører i branchen. Positivt at se, at leverandørleddet er blevet langt mere offensivt, at emballageindustrien udvikler nye og bedre løsninger.
Læs også: AVL i Mariager genanvender årligt 15.000 tons plast til nye produkter
Det er en indsats, vi som branche, skal blive stadig bedre til – og der er store opgaver foran os. Men at opleve et skifte i de fleste led – kunder, handel, leverandører, industri – er opmuntrende. For det er langt mere meningsfyldt at kappes om at bidrage til en bedre verden end udelukkende en billigere hverdag.
Mennesker er stadig det vigtigste. Og når man oplever de nye generationer, som vi ser i vores branche, så bliver man også i godt humør. Vi ser hver dag unge mennesker udvikle sig i vores branche, hvor de hurtigt får lederansvar og udviser en virkelyst og en vilje til at gøre en forskel for både deres kolleger og kunder. En hverdag, hvor man gør det, kan ikke være mere meningsfyldt.
Politikere er normalt dem, man skal tænke på, hvis man vil have ødelagt sit gode humør. Og indrømmet: De kan stadig tage toppen af humøret… Lige i øjeblikket er der unægtelig en del at undre sig over:
At vi har en ”sundhedsminister”, der ikke vil hjælpe detailhandlen med at forhindre flere unge i at begynde at ryge.
Læs også: Sundhedsministeren langer ud efter Coops tobaksindsats
At vi har en regering, der med den ene hånd flytter statslige arbejdspladser væk fra København, og med den anden skaber lovgivning, der fjerner grundlaget for landsbyernes livsnerve, den sidste dagligvarebutik.
Og jeg undrer mig stadig over, at man ønsker forskellige mærkningsordninger for dyrevelfærd.
Læs også: Nu er der hjerter på kyllingerne
Som branche har vi nok altid haft en tendens til at se alle problemerne: Den hårde konkurrence, overkapaciteten af butikker, forbrugernes fokus på priser – og politikerne…
Men mit budskab er, at virkeligheden er bedre, end mange tror. Og fremtiden ser lys og spændende ud med bedre økonomi, bedre teknologi og bedre miljøindsats.
Godt forår.