En såret kæmpe henter forstærkninger

22. jun 2018 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Vi kan sikkert blive enige om, at Danmark slap ret heldigt fra sin første kamp ved et fodbold-VM i mange år med 1-0 sejren over Peru lørdag 16. juni.

Knap så heldigt for holdet - og især for manden selv - var det, at midtbanespilleren William Kvist blev båret fra banen efter et ualmindeligt uheldigt sammenstød med en modstander.

Sportsmedierne dømte ham hurtigt færdig ved VM. Men trods en punkteret lunge og et par brækkede ribben ville landsholdets læge et par dage efter ikke afvise, at Kvist kunne nå at komme tilbage, inden VM slutter.

Så må vi se, om Danmark kan holde sig inde i turneringen længe nok til at få William Kvist med igen.

Som en dagligvarehandelens svar på William Kvist har giganten Coop Danmark på mange måder været sendt til tælling.

I et lille års tid har modsætninger mellem den centrale koncern og det store flertal af selvstændige brugsforeninger fyldt så meget i landskabet, at Coop-familien, som man holder af at betegne sig selv, fremstod som i bedste fald dysfunktionel, i værste fald truet af opløsning.

Først forlangte stærkt utilfredse brugsforeningsfolk topchef Peter Høgsteds afgang, og da den udeblev, søgte de i stedet at markedsføre en formandskandidat til at afløse Lasse Bolander.

Valgkampen op til selve valget i april skærpede kun dramaet - og beskyldninger føg til højre og venstre.

Der blev luftet beskidt vasketøj i al offentlighed, og hvis debatdeltagerne alle sammen betegnede sig som Coops venner, behøver den gamle kooperation absolut ingen fjender.

Et af de tydeligste tegn på den skade, der er sket, kan man aflæse i et voldsomt dyk på listen over de mest respekterede danske virksomheder i Berlingske Business Magasins nye Imageanalyse, hvor Coop røg fra en plads som nummer 47 til nummer 108 på et år.

Men Coop har gennem sin 152-årige historie været i krise mange gange før, og lige som William Kvist ser det ud til, at giganten langsomt kan være på vej tilbage på banen igen.

Ikke, at Coop nogensinde har været helt væk - det kan man ikke tillade i en skarp konkurrencesituation - men fokus har været flyttet væk fra forretningen.

Nu ser det imidlertid ud til, at alle 'slagsbrødrene' i Coop-familien reelt lever op til en formel enighed om at forsøge igen - sammen.

I dette nummer af Dansk Handelsblad fortæller Coops stadig siddende adm. direktør, Peter Høgsted, blandt andet om de omkostninger, som hele det uskønne forløb har haft, også på det mere personlige plan.

Læs også: Manden, der stadig vil forandre Coops forretning

Interviewet falder sammen med nyheden om, at Coop har fået solgt ud af 'arvesølvet' - et stort område i Viby J med bl.a. Arlas administration, uddannelsesinstitutioner og det store center Mega Syd.

Salget indbringer netto mere end 1 mia. kr., og det letter ikke mindst finansieringen af et nyt IT-system, der er lige så nødvendigt for Coop, som det er dyrt.

Man kan måske ikke forvente, at landsholdsspilleren William Kvist er helt på toppen fra første fløjt, hvis han når med ind i VM-turneringen igen - og på lignende vis er Coop heller ikke helt så stor som før efter årets mange butikslukninger.

De kommer til at koste markedslederpositionen, men mange af de tabsgivende butikker blev sikkert holdt kørende længere, end andre, rent forretningsorienterede aktører ville have tilladt.

Coop Danmark er bare en mere kompleks størrelse end konkurrenterne, og det kan på mange måder være en hæmsko.

Men det er også en klar fordel, når man kan sige, at man er ejet af 1,7 mio. danskere - og har adgang til større mængder detaljerede indkøbsdata fra mange af dem.

Så må vi se, om Coop vil fortsætte med at skrumpe i de kommende år. Butikslukningernes tid er i hvert fald ikke forbi.

Læs også: Coop-topchef: Tiden er løbet fra de store varehuse

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?