Det er en ren tilståelsessag: Jeg er en af dem, der har det helt fint med at lade andre klare madlavningen for mig. Derfor sker det, at jeg slipper let om ved det, når ansvaret for familiens aftensmad af og til lander hos mig.

Kan jeg samle tilberedt mad op på hjemturen uden større omveje, så gør jeg det. Ofte. Nogle af pengene til den slags indkøb havner i dagligvarehandelens butikker. Andre går til Thai-take away og det, der ligner.

Det vil jeg gerne have lov til at undskylde for - når de nu er blevet nogle af dagligvare-handelens farligste konkurrenter. Men de hjælper mig ved at være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Og rent fagligt er det ingen skade til at være så tæt på et forbruger-segment, der er ved at sætte en ny dagsorden.

Jeg er selv lidt af et præmie-eksemplar af den race. Jeg har fået at vide, at min slappe indstilling til madlavning simpelt hen er et udtryk for dovenskab. Men selv ser jeg det som en fornuftig investering i stressforebyggelse, når jeg foretrækker at bruge min kostbare fritid på at give en måske lidt overophedet hjerne fri til noget helt andet gennem f.eks. motion - frem for mere af det samme med at skulle genere ideer til indkøb og madlavning på tid.

Der findes helt andre typer end mig, som kan lide at lave mad eller lægger madplaner for dage eller uger ad gangen. Dem om det. Vi er mange, der fungerer mindre rationelt på det punkt - og trives bedst med det. Nu har Marianne Gregersen fra Landbrug & Fødevarer imidlertid taget alle tilløb til en halvdårlig samvittighed fra mig.

Se hendes kommentar:https://dhblad.dk/aftensmaaltidet-under-pres-fra-livsnydermentalitet-06/04-2017

Tak for det! Jeg er altså ikke længere doven, men livsnyder. Det klinger ikke så lidt bedre, selv om de to betegnelser på ingen måde udelukker hinanden. Egentlig er udviklingen mod at lade andre tage sig af måltiderne en helt logisk konsekvens af et arbejdsmarked, hvor der i mange år er blevet skruet op for effektiviteten.

Ikke bare én gang, men mange.

Et resultat er, at mange mennesker bare er mere brugt, når de kommer hjem, med et begrænset overskud til at kaste sig over et nyt stykke arbejde, madlavningen. Ser man nogen ende på den udvikling? Nææh, hvor skulle det lige komme fra i et konkurrencesamfund som vores, der efter sigende producerer fl ere stresstilfælde end nogensinde før. Ét kendetegn ved mange af dem, der bliver stressramt, er overansvarlighed - at man udfylder alle pligter til punkt og prikke - og dertil lidt ekstra, som ingen forventer. Så længe det går godt, er de enhver arbejdsgivers drøm. Og de laver sikkert også mad helt fra bunden. Mange af os andre bruger gerne lidt flere penge for at købe os til madlavningshjælp. Noget tyder på, at vi bliver flere og flere. I er sikkert allerede i gang med at finde måder at servicere os endnu bedre på. Hvis ikke, er nu nok det helt rigtige tidspunkt til at gå i gang.