Du’r erhvervsuddannelse til noget?

6. okt 2016 -
This describes the image
Niels Ralund, adm. direktør FDIH
Skrevet af: Redaktionen

Der er brug for friske øjne på erhvervsuddannelserne og virksomhedernes behov.

Jeg ved fra mine besøg hos FDIHs medlemmer, at det kan knibe med at finde nye medarbejdere, der både har lært de basale digitale færdigheder og samtidig besidder en købmandsmæssig forståelse.

Derfor spurgte FDIH i maj vores medlemmer, hvordan de vurderer de digitale færdigheder hos deres medarbejdere, og om de vil uddanne dem eller ansætte nye.

4 ud af 10 manglede digitale færdigheder hos deres medarbejdere

Det kan så klares ved efteruddannelse eller ved at ansætte nye, og her rykker virksomhederne

7 ud af 10 virksomheder vil satse på efteruddannelse

6 ud af 10 vil ansætte flere med de rette kompetencer

Så langt så godt, for virksomhederne tager selv fat i kompetenceproblemerne

Desværre viste et tjek af ansættelser og kendskab til uddannelser flere ret nedslående tal

Halvdelen svarede, at de stort set ikke kendte til udbuddet af uddannelser

Flertallet i den anden halvdel svarede, at niveauet på uddannelserne var for lavt

Endelig havde en femtedel måttet opgive at ansætte og en anden femtedel havde ændret stillingsindholdet for at kunne få en ny medarbejder

Det er alarmerende, at ingen virksomheder har en positiv bedømmelse af erhvervsuddannelserne.

Samtidig er uddannelsessteder fra CBS over erhvervsakademier til købmandsskoler konstant på udkig efter, hvad deres næste uddannelse skal være. Desværre skal nye uddannelser passe inden for de gamle love og regler.

Speeddating om uddannelse

Voila. Vi lod partnerne mødes. Et halvdagsseminar som alternativ speeddating med oplæg fra 5 uddannelsesinstitutioner, der fortalte om deres tanker og uddannelser, og 5 FDIH medlemmer, der fortalte om deres behov for kompetente medarbejdere. Der var stor interesse for Uddannelsesdagen, så vi nåede op på omkring 70 deltagere.

Flere toneangivende e-handelsvirksomheder fortalte, at de vælger selv at uddanne deres medarbejdere fremfor at bruge en nyuddannet fra købmandsskolen eller erhvervsakademierne.

”Jeg har brug for konkrete færdigheder, for de skal have hænderne på tasterne. Jeg kan ikke bruge en nyuddannet, der vil ud og lære os strategier”.

Citat fra FDIH Uddannelsesdag 6. sept 2016

Det var lidt af en øjenåbner. Der er tydeligvis langt mellem virksomhedernes og erhvervsuddannelsernes virkelighed. Ikke desto mindre var tiltrækningskraften og især lysten til at drøfte tingene og lære hinanden nærmere at kende var åbenlys.

Vi har tilbudt at formidle kontakten mellem deltagerne, så vi håber, at de finder hinanden i dynamiske partnerskaber, som skaber digitale købmænd i verdensklasse.

Vi skal i gang nu!

Trods gode ideer om fremtidens handelsuddannelser, så er det som at slå i en dyne. For regler, akkrediteringskrav og kutymer lægger sig tungt over nye initiativer.

Det tager 3 år at få vedtaget et nyt sæt regler for en uddannelse. Inden de første elever er igennem uddannelsen, har udviklingen ændret virksomhedernes kompetencekrav.

Vi skal i gang nu. FDIH er med i Projektet ’Digital vækstkultur i SMV’er’ til 10 mio. kr. til digitaliseringsprojekter i 150 virksomheder. Her står erhvervsakademierne som tovholdere for kompetenceløftet.

I dag betyder kompetencegabet dog, at virksomhederne i høj grad selv uddanner deres arbejdskraft uden om erhvervsuddannelserne. Det bør være endnu en øjenåbner for politikere. De skal erkende, at uden kompetenceløft ingen digitalisering, og det kræver friske øjne på uddannelserne i et tæt samarbejde mellem virksomheder og uddannelsessteder.

I Europas mest digitaliserede land vender e-handlens virksomheder ryggen til erhvervsskolerne. Udviklingen venter ikke på os. Skab rum nu for, at uddannelsesinstitutioner og virksomheder former uddannelser, der sikrer, at vi bevarer vores placering forrest i det globale førerfelt.

Opdateret 10. nov 2020